Politik, professionalisme og plastikpatter: Dolly Parton er mit nye spirit animal
“Tumble outta bed and I stumble to the kitchen // Pour myself a cup of ambition.”
– Dolly Parton, ‘9 to 5’
Coronapandemien er over os, men inden da var det Dolly Parton challenge, der hærgede – den meme om, hvordan man ser ud på henholdsvis LinkedIn, Facebook, Instagram og Tinder. Dolly er en kæmpe chef i alle udgaver, og det blev jeg bekræftet i, da jeg under min hjemmeisolation så Netflix-dokumentaren “Dolly Parton: Here I Am”. Den tager os igennem hele hendes liv og karriere, og det går da op for mig, at jeg har tilbedt den forkerte blondine all this time. Shit, hvor er hun jo en rollemodel. Helle for at være Dolly, når jeg bliver voksen!
Først og fremmest besidder hun en personlighed, som ikke engang de to balloner på hendes brystkasse kan hamle op med i størrelse. Så fuld af pep og positivitet, selv i en alder af 70+. Hvis hun ikke sang, ville jeg stadig betale for bare at høre hende fortælle historier og levere one-liners såsom den ikoniske “it costs a lot of money to look this cheap”. Og lige så munter hendes udstråling er, lige så rørende, indignerede og dystre tekster kan man finde i hendes sangkatalog. Hun har for eksempel skrevet om slutshaming (i 1967!), om at begå selvmord, om et misrøgtet barns død og om fattigdom og mobning i ‘Coat of Many Colors’; en sang der får mig til at tude hver eneste gang (hvordan fanden gør hun det?!).
Men det mest inspirerende ved Dolly er kombinationen af de to sider og hendes indstilling til sin krop og karriere. Hun står fast på retten til udadtil at være stereotypen på en storbarmet blondine og samtidig blive anerkendt som dyb og sjælfuld. Hun insisterer på at måtte være fjantet og stadig blive taget seriøst. Hun forventer at få sit musikalske talent respekteret, selvom hun med egne ord stiler efter at ligne én af kvinderne fra gadehjørnet. Og hun har bevist, at det kan lade sig gøre. Hun går ind til alt med den overbevisning, at hun sagtens kan forblive tro mod sig selv og alligevel opnå det, hun vil. Det tror jeg, vi alle sammen kunne lære noget af. Det ved jeg i hvert fald, at jeg kan.
Ligesom Dolly har jeg altid syntes, det var noget pjat, at man skulle se ud og agere på en bestemt måde for at blive opfattet på en bestemt måde. Det er selvfølgelig human nature, at vi tolker på andre menneskers udseende og opførsel. At vi skulle kunne undgå at sende signaler med den måde, vi ser ud på, og de ting vi gør, er en utopisk tanke. Men jeg accepterer for eksempel ikke den mere formaliserede idé om, at professionel er lig med upersonlig, konform, tilknappet og kedelig. Heldigvis har jeg indtil nu kun arbejdet steder, hvor Britney-t-shirts og sko med glimmer var mere end velkomne, så jeg har ikke skullet stå over for valget mellem at beholde mit job eller mine principper. Når den dag kommer, er jeg dog ikke sikker på, jeg kan undgå at bukke under.
For et par år siden skulle jeg flyve til New York med en ven, der er stewardesse, og der øjnede jeg muligheden for at blive opgraderet til business class gratis. Det krævede dog, at jeg så business-agtig ud, fik jeg at vide, og mit på det tidspunkt grønne hår hørte ikke ind under den definition. Derfor slugte jeg min stolthed og farvede det mørkt inden turen. Ja, jeg gik på kompromis med min integritet for udsigten til brede sæder og champagne (som jeg endte med slet ikke at få………………..). Det var trods alt bare en strategisk beslutning, jeg tog for at opnå en engangsgevinst, men jeg gav stadig efter for et regelsæt, jeg ikke er enig i.
Da jeg for nylig fik taget billeder til mit debatindlæg om omskæring i Jyllands-Posten, iførte jeg mig afdæmpede naturfarver, så mit udseende ikke fjernede fokus fra budskabet. I tilfælde af full body shots tog jeg støvler på frem for de sneakers, jeg ellers går med hver dag, fordi jeg tænkte, støvler i højere grad ville signalere alvor. Jeg tog også en skjorte på for at fremstå som en boss-type med styr på tingene, i håb om at mine ord så fik større vægt. Men kun derfor. Det kan godt være, det rent faktisk var gode beslutninger, der hjalp modtagelsen af mit indlæg, men det irriterer mig, at jeg gjorde det og ikke bare valgte det tøj, jeg havde mest lyst til. For jo mindre jeg selv holder “don’t judge a book by its cover”-fanen højt, jo mindre chance er der for, at andre rent faktisk kommer til at tænke sådan. Det mindede Dolly mig om.
Lige nu er mit profilbillede på Facebook et foto, hvor jeg giver et kig til min navle. Jeg er samtidig arbejdsløs. Og der er da givetvis nogle arbejdsgivere, som vil finde det billede og tænke “NEXT”. Der er måske også læsere af Jyllands-Posten, der vil søge mig frem på baggrund af mit indlæg og vurdere, at mine argumenter ikke er værd at lytte til, fordi jeg er et sexy beast på sociale medier (er det uenighed, jeg hører? Nej? Godt!). Men det er jo sådan, jeg kan lide at være – sådan jeg også er. Og man kan sagtens være flere ting på én gang. Det er ikke en modsætning at have humor og advokere for menneskerettigheder eller vise hud og være dygtig til sit fag eller presse sine bryster op under hagen og presse tårer ud af øjnene på sit publikum.
Derfor beholder jeg profilbilledet, indtil jeg vælger et nyt med den begrundelse, at jeg synes, det er fedt. Og på mit CV-billede har jeg fra nu af grønt hår – simpelthen fordi min kommende chef ansætter en medarbejder, der kan finde på at møde op med den hårfarve. Det kan vi lige så godt få på bordet med det samme. Også selvom det måske påvirker mine chancer negativt. For jeg gider jo heller ikke have et job, som kræver, at jeg undertrykker mig selv eller klæder mig ud som noget, jeg ikke er. Så nu kører vi fuld Dolly og lader ikke andres potentielt rynkede næser hæmme, hvilke sider jeg viser af mig selv, eller ændre mine følelser omkring det.
Dolly står ved sine lyster og sine valg. Hun prøver ikke at skjule sine operationer, men er tværtimod helt åben om dem (til forskel fra de kendisser, der tror, vi hopper på, at den pludselige halvering af deres næse bare skyldes lidt contouring). Dollys ambitioner i livet bliver ikke svækket af, hvad folk måtte mene om hendes look. Hun frygter ikke, om hendes brand kan bære, at hun både er den sexede, sjove og seriøse. Hun viser hele spektret af sit væsen og ser unapologetically ud, som det passer hende. Det samme gør jeg.
I hvert fald indtil nogen tilbyder mig et sæde på business class.