Køn og seksuel orientering,  Mig

Out and proud? I 2019 skal jeg helt ud af klædeskabet

Tidligere i år var jeg til et event med Twerk Queen Louise Kjølsen, hvor hun fortalte, hvordan folk har det med at gøre sig tanker om hendes intelligens på baggrund af hendes udseende. Nogen mennesker bliver meget overraskede over, at den røvrystende dame i shiny leggings og mavebluse er uddannet psykolog, og det kan godt være svært for hende at blive taget seriøst, når hun klæder sig sexet.

Det er et eller andet sted meget naturligt, at vi kigger på andre og tænker noget om synet. Vi bedømmer jo alle sammen instinktivt hinanden ud fra, hvad for noget tøj vi har på, og hvordan vi præsenterer os selv. Men én ting er at vurdere nogens personlighed; noget andet er at vurdere, hvor kloge eller dygtige de er til noget. Hvordan man vælger at klæde sig eller på andre måder udtrykke sig visuelt har jo ingen betydning for, om man er kompetent i sin jobfunktion eller har noget at byde på i en politisk diskussion.

Louises fortælling og dertilhørende no fucks-attitude var ret inspirerende og fik mig til at tænke over mig selv og min påklædning. Åbner man mit klædeskab, gemmer der sig både glimmerskjorter, pailletbutterflys, enhjørningestrømper, smykker, et mindre udvalg af haremsbukser og utallige Britney-T-shirts. Alle sammen ting jeg er meget glad for, men som du oftest kun ser mig i på Instagram eller i privat regi. For jeg tør ikke altid gå med dem ude i virkeligheden.

Det skyldes kort og godt, at jeg er rigtig god til at gemme mig bag forventninger, som måske slet ikke eksisterer. På trods af min ellers meget antinormative holdning til verden har jeg det med at lade mig begrænse af forestillinger om, hvad der er okay i andres øjne, og hvorvidt de kan tage mig seriøst. Det er derfor, det tog mig fem år at tage beslutningen om at farve mit hår grønt, som var en af de bedste ting, jeg gjorde for mig selv sidste år. Det er derfor, jeg kun går med neglelak, når jeg er til Adam Lambert-koncert eller på festival, så jeg kan forsvare det med, at det bare lige var til lejligheden. Det er derfor, jeg på mit tidligere arbejde sjældent bar min sweatshirt, hvor Britney og Madonna kysser, selvom min chef havde sagt, at det var okay og endda opfordrede mig til det.

Det er en af mine grundlæggende akilleshæle her i livet: At jeg er bange for at træde ved siden af og gøre folk sure og gøre noget forkert. Det bruger jeg generelt alt for meget tid på at tænke over. Men min udfordring med tøj skyldes særligt, at jeg ikke har lyst til, at folk skal tænke “HOMO”, når de ser mig. Det er også fordi, jeg er bange for, at de synes, jeg er for barnlig, kikset, uprofessionel og alt muligt andet. Men en stor del af det har at gøre med, at jeg ikke vil fremstå for ‘bøsset’. En ganske forfærdelig sætning for mig at skrive. Men sådan har jeg det. Havde det været en T-shirt med Metallica på forsiden, ville jeg ingen problemer have med at gå ned ad Strøget i den, men når det er Mariah Carey, tøver jeg.

Jeg har analyseret mig frem til, at den følelse har tre årsager. For det første bryder jeg mig ikke om at føle mig mere feminin, end jeg allerede er. Om det skyldes min egen oprigtige præference eller samfundets maskulinitetsnormer, kan jeg ikke helt greje. For det andet vil jeg ikke have, at min seksuelle orientering skal være det første, folk tænker på, når de ser mig. Jeg har det stramt med, at den del af min identitet løber med al opmærksomheden (så kan vi snakke nok så meget om, at seksuel orientering ikke er knyttet til musiksmag, modevalg og så videre, men et Katy Perry-billede på maven skriger ikke ligefrem “jeg elsker fisse”).

For det tredje er jeg bange for min fysiske sikkerhed. Jeg frygter kort og godt at blive slået ned på gaden for at være åbenlyst homoseksuel. Det virker måske som en lidt langt ude ting at være nervøs for i mangfoldighedselskende København, men den slags sker. Så jeg er meget bevidst om, hvordan jeg fremstår hvornår. Af samme årsag har jeg udviklet en særlig gangart med tunge skridt og let spredte ben, som jeg kalder min heterogang. Den tager jeg i brug, når jeg en sjælden gang imellem befinder mig et halvøde sted efter mørkets frembrud. Det lyder skørt, men jeg er den paranoide type, der hellere vil tage et par ærgerlige forholdsregler end at dø.

Det er bare dumt, både det med heterogangen og det med tøjet. For så er jeg jo med til at fastholde en forestilling om, at man skal skjule sin seksuelle orientering og tilpasse sig heteronormative krav til fremtoning – som jeg måske endda lægger ned over mig selv uden grund! Fuck no. Hvis jeg gerne vil udvide normerne og gøre det mindre forbudt for en mand at bære pink, så skal jeg jo netop ikke afholde mig fra at gå i pink, hvis jeg gerne vil det. Når nu jeg godt kunne tænke mig, at mænd i “””kvindetøj””” ikke bliver set ned på, så hjælper det ikke særlig meget, hvis jeg ikke engang tør iføre mig et sølle armbånd. Jeg er nødt til at gå foran selv for at bryde med de idéer, jeg ikke synes, nogen af os skal ligge under for – ligesom Twerk Queen.

Derfor skal mit nytårsforsæt for 2019 være at se ud, som jeg har lyst til. Om ikke i alle situationer, så i højere grad end nu. Jeg skal simpelthen helt ud af klædeskabet. Så hvis du fremover ser mig i den knælange skjorte, jeg har haft hængende på tøjstativet i et halvt år, eller med det skinnende pandebånd, jeg hidtil kun har dristet mig til at have på i Jylland, så er det altså ikke fordi, jeg har skiftet stil. Jeg er bare begyndt at vise hele min stil.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.