Debat og argumentation,  Mig

Mit pis har været på vågeblus, men nu koger det igen

Ja, lad os bare få det ud af verden med det samme: Jeg har lige været væk fra bloggen i 10 minutter… Okay, 10 måneder. Undskyld jeg har svigtet jer, mine tre faste læsere. Der har bare været så meget. Pt. er jeg arbejdsløs og indespærret i coronakarantæne, så for tiden har jeg endelig god mulighed for at skrive.

Jeg vil forsøge at levere regelmæssige indlæg igen fremover. Men ærligt, så er det nok sandsynligt, at der kommer flere lange pauser. For det kan være svært at holde gejsten oppe. Jeg kan godt forstå, hvorfor unge generelt bliver mindre aktivistiske med alderen, hvis de har det ligesom mig.

Man bliver for det første låst fast i hamsterhjulets 9-17, hvor al energi efter arbejde går til praktiske gøremål og whatever selfcare, man praktiserer for at klare sig gennem ugen. Der er simpelthen ikke tid og overskud i hverdagen til at gøre den indsats, det kræver at holde sig opdateret, producere relevante indspark og gøre en forskel.

Samtidig bliver de idealistiske tanker og radikale forslag med tiden erstattet af en tiltagende apati. Man bliver demotiveret, både fordi man har kæmpet så længe for en sag uden at se reel forandring, og fordi lige meget hvor gode argumenter, sober kommunikation og relevante fakta man fremlægger, bliver det ignoreret, fordrejet og afvist. Man bliver lullet ind i en tro på, at det ikke er muligt at ændre status quo for alvor her i verden, så why bother trying?

Man begynder at tænke, at man lige så godt kan fokusere på at få det bedste ud af sit eget liv i stedet for at spilde det på at gå op i noget, der aldrig kommer til at ske. Kampen er tabt på forhånd, og bidraget fra lille mig rykker alligevel ikke ved noget. Det gør pludselig mere ondt at kæmpe for sagen end at ignorere den. For der er intet værre end at opleve, at man ikke kan stille noget op over for verdens uretfærdigheder.

But that’s what they want, and that’s how they win. Og det hader jeg endnu mere. Så det vil jeg ikke tillade. Det er bare om at blive ved! Også selvom de debatter, man er nødt til at tage, ofte kan virke helt tåbelige.

Tag rituel omskæring. Tænk, at jeg skal bruge tid og energi på at overbevise andre om, hvorfor det er forkert at skære kropsdele af raske børn. Det er jo helt absurd, at vi er nødt til at have den diskussion. Men det er sådan nogle åbenlyse fuckedopheder, jeg kæmper imod. Og så er det altså nemt at blive slået ud af den, når folk enten blankt afviser, hvad man har at sige, eller er helt ligeglade med emnet. Det er som at tale til en dør, der ikke engang er i nærheden.

Derudover er det, som jeg har sagt før, ikke sjovt at være optaget af konfliktfyldte emner. Det er ikke noget, man ligefrem hygger sig med. At spekulere over problemer er drænende. Derfor misunder jeg også – i mangel af bedre ord – uvidende mennesker. Hvor må det være skønt at gå igennem livet uden at være klar over, at noget er rivravruskende galt.

Der er også den mentale hæmsko, at noget af det, jeg taler om på bloggen, indimellem kan føles så ligegyldigt i forhold til andre ting, som da der ved sidste valg var over 20.000 støtter til et parti med etnisk udrensning som mærkesag. Når dét er virkeligheden i Danmark, er vores samfund et helt andet sted, end jeg er i mit hoved. Og så virker det lidt omsonst, at jeg sidder her og filosoferer over reklameindhold og ordene i popsange.

Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har noget brugbart at sige. Jeg ved, at de mere uhåndgribelige områder, der optager mig, betyder noget for vores kultur. Derfor står jeg ved bloggens fesne tagline om at være nysgerrig på nuancerne. Det er ofte de små ting, der er de vigtigste – the devil is in the detail. Og min blog blev skabt for at holde denne holdning i hævd.

Med fornyet motivation vil jeg således fortsætte, hvor jeg slap. Det er atter tid til at straffe tastaturet. Mit pis har været på vågeblus, men nu koger det igen.

Blogging’s back, alright!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.