Dansk kultur,  Debat og argumentation

Et par ting vi lige må statuere omkring statuers status

Velkommen til endnu et indlæg i kategorien ‘I can’t believe I have to say this shit, but here we go’!

Den sidste måneds tid har jeg haft svært ved at overholde coronaanbefalingerne om ikke at røre sig selv i ansigtet. Hver gang jeg møder et argument, der ikke giver mening, får jeg det nemlig pænt meget sådan her:

Og jeg har hørt den samme tomme påstand fremsat flere gange end det høje antal bakterier, jeg efterhånden må have gnedet arrigt ind i min pande. For diskussionen om nedrivning af statuer i Danmark og USA er endnu et eklatant enerverende eksempel på en forhindringsbane, der gør, at vi aldrig når dertil, hvor vi egentlig debatterer det, der giver mening at debattere. Samtalen om det væsentlige bliver blokeret. Dialogens toilet bliver stoppet til. Af lort fra folk, som i en lind strøm skider på al logik (og nægter at lytte til, hvad andre siger).

Vi kan diskutere, i hvilken grad afdøde skal holdes ansvarlige for at være et produkt af deres tid. Vi kan diskutere, hvordan deres forskellige gerninger skal vægtes i forhold til hinanden. Vi kan diskutere, hvorvidt fokusset på statuer kommer til at overskygge mere presserende samtaler om behovet for lovmæssige og strukturelle ændringer af racemæssig uretfærdighed. Men én ting er vi nødt til at holde op med at påstå: “Hvis vi fjerner statuerne, mister vi vores historie. Hvordan skal vi så lære af fortiden???”. Okay, to ting, for der er også påstandens endnu tåbeligere stråbror; at det skulle være demonstranters hensigt at glemme tidligere århundreder.

Jeg ved ikke med dig, men jeg mindes ikke nogensinde at være blevet undervist af en kobberfarvet mand på en kasse. Bortset fra dengang en stillestående streetperformer i Barcelona forsøgte at få publikum til at forstå, at vi skulle smide penge i hans dåse. Men spøg til side: Man bliver ikke historieløs af at fjerne en afstøbning fra en sokkel. Om statuer skal væk eller ej er ét spørgsmål, men at deres nedrivning skulle betyde, at man sletter fortiden, er en åbenlys fejlslutning. Er du alligevel i tvivl om forskellen, så lad mig hugge det ud i marmor for dig:

Statuer af ranke konger og mænd til hest hylder. De er en hædersform. De har til formål at signalere status. De er ikke en historiebog. Deres tilhørende mindeplatter er som regel ikke en objektiv og fyldestgørende gengivelse af historiske begivenheder. Derfor kan man sagtens ønske, at vi skal stoppe med at hylde og hædre, uden at vi skal stoppe med at fortælle historien. Om noget er fjernelsen af statuer et ønske om netop at fortælle historien – som den rent faktisk var – frem for at sætte en glamouriseret version på en renskuret piedestal. Hvilke statuer, der eventuelt skal ned, er en separat diskussion, men påstanden om at hvis man fjerner statuer, mister man historien – den er direkte forkert.

 

Hold diskussionerne adskilt (for den ene er slet ikke en diskussion)

Selvfølgelig er der ingen, der har den holdning, at vi skal lade som om, fortiden ikke eksisterer. Statuer aside, så går “””krænkelseskulturen””” tværtimod op i at forblive bevidst om slavetiden og anden dårligdom og fortsætte med at gå kritisk til disses tilstedeværelse i nutidig kultur. Der er forskel på at glemme historien og at gøre op med den. Kritik af statuer går ud på at huske historien, som den så ud, og ikke på den måde sejrherrerne gerne ville fremstille den. Som jeg så nogen skrive på engelsk: It’s not rewriting history, it’s reframing history.

Der gælder det samme for statuer som for børnebøger og godnatsange med problematiske ord: Hvis de bliver konsumeret i en nutidig kontekst, kan det være problematisk. Og det gør statuer, når de får lov at stå midt på en central plads. Derfor er statuer i det offentlige rum ikke bare et tilfældigt levn fra en forgangen tid. Det er et element, vi aktivt har valgt at beholde og lade fylde i bybilledet, i stedet for at flytte det hen på et museum med andre ting, der var en del af byen i gamle dage. Om vi så mener, en statue retmæssigt stadig hører til i solskinnet, det er igen en separat diskussion. Vi skal bare være bevidste om, at lader vi den blive oppe, er det fordi, vi mener, personen fortjener at blive æret i 2020.

Jeg smider lige nazikortet: Hvis der var blevet opsat en statue af Hitler på Kongens Nytorv i 1942, ville du så mene, det var retmæssigt at rive den ned efter befrielsen? Ja (I assume). Kan du forstå, hvorfor den kæmpe statue af Saddam Hussein i Bagdad måtte lide død ved lasso i 2003? Ja. Det vil sige, du anerkender, at statuer repræsenterer ophøjelse, og at det er passende at fjerne dem, hvis man ikke længere kan stå inde for, hvad den portrætterede person stod for. For ellers kunne man jo bare lade statuerne være for at blive mindet om historien, ikke?

Hvorvidt du så synes, diverse andre statuer er værd at beholde eller fjerne, alt efter hvordan du opfatter personens gerninger, og hvad den enkelte statue symboliserer, det er igen en anden sag. Men du kan ikke være modstander af princippet om at fjerne statuer, medmindre du synes, Hitler og Hussein stadig fortjener at skue ud over folket. Og du kan ikke påstå, at verden har glemt, hvem de var. Eller at vi lader som om, de aldrig har levet. “Det nytter ikke at forsøge at slette historien”. Nej, netop. Man kan ikke lave om på, hvad der er sket. En statue mindre gør ikke, at historien på magisk vis springer ind i en alternativ virkelighed. Og man får ikke pludseligt hukommelsestab ved at holde op med at kigge på en metalskulptur. Så hvad er problemet, hvis man er enig i, at de portrætterede personer ikke fortjener den ære?

Hvis du mener, de stadig fortjener æren, så sig dét i stedet. Det kan vi sagtens diskutere. Men at sige at nedrevne statuer er et forsøg på at ændre fakta, og at vores fælles historiske bevidsthed vil lide under det – det er en grov misfortolkning. Vi er helt enige om, at statuer kan fungere som mindesmærker. Det gør eksempelvis ‘I Am Queen Mary’-statuen på Larsens Plads. Statuer kan være med til at fortælle historier og fremhæve det gode såvel som det dårlige; lidelse og lykke. Hvilke og hvor mange statuer, der gør det, skal jeg ikke udtale mig om, og det må vel også til dels være en subjektiv vurdering. Men det er altså ikke sådan, at den historiefortælling og de minder nødvendigvis forsvinder, blot fordi de ikke er støbt i beton i centrum af København.

 

Mulighed for forhandling fører ikke til uundgåeligt forfald

Puha. Så fik vi vist den ged barberet. Men der er lige endnu et klovdyr, som trænger til at blive kronraget. For du sidder måske og tænker: “Okay, men hvis man går med til at rive statuer ned – hvor går grænsen så? Hvad bliver det næste?”. Her byder du ind med glidebaneargumentet, og selvom du delvist har en pointe, er den desværre stadig irrelevant. Ja, at gå med til at fjerne statuer åbner muligvis op for, at andre bestående værker og konstruktioner fra gamle dage i højere grad kan blive udsat for kritik og ‘cancellation’. Men det er ikke noget, der automatisk kommer til at ske. Det er ikke sådan, at fordi man går med til, at visse statuer skal fjernes, har man hevet i en tråd, som vælter alt andet.

For svaret på spørgsmålet “hvad bliver det næste?” er, at det må vi finde ud af. Alt er til forhandling, og derfor kan alt komme på tale. Hver ting må dog anskues separat og diskuteres selvstændigt. Der er ingen tvungen dominoeffekt. Det er fordi, der ikke findes en sort-hvid definitiv grænse for okay og ikke okay, når det har med følelser at gøre. Det er noget, vi er nødt til at evaluere på i fællesskab for individuelle sager. Og det kan du ikke nedlægge forbud imod. Alle love, regler, praksisser, bygninger, produkter eksisterer, fordi der er nogen, der har besluttet det. Derfor kan man også beslutte, at det ikke skal være sådan længere. Selvfølgeligheder kan ændre sig. Også selvom de har overlevet utallige årtier.

“Synes du så ikke også, at vi skal rive pyramiderne ned? De blev bygget af slaver!”. Nej, for de er en konsekvens af slaveri, de er ikke en ophøjelse af slaveri. Der er forskel på slavegjorte menneskers arbejde og hyldester af mennesker, der slavegjorde andre. Min pointe har desuden ikke noget at gøre med, hvad jeg eller nogen andre synes skal eller ikke skal demoleres. Og igen, selv hvis jeg stemte for, at hele indre København skulle jævnes med jorden, ville det ikke være lig med en stemme på at destruere fortiden. Uanset hvor man står i debatten om statuer, er det ikke en valid basering af sin position at påstå, at en udfasning af folk på piedestaler er en udviskning af vores arv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.