Dansk kultur,  Interviews

#goals: “Der skal gå Beyoncé i den NU!”

Velkommen til interviewserien #goals. Her vil jeg tale med personer, jeg ser op til, som har gjort indtryk på mig eller af andre årsager fortjener et shout-out. Jeg kan ikke love, hvornår næste afsnit kommer. Det afhænger af, hvornår Bernie Sanders har tid.

Hun hedder Christel, bliver oftest kaldt Crølle og er kendt blandt sine kunder som cjwritings. På hendes Instagram-profil møder man også kæresten Camilsen (Camilla), katten Nilli (Chili) og den nu afdøde hamster Snutti (Muffi). Navneforvirring kan nemt opstå, men formålet med Christels onlineunivers er soleklart: At hjælpe andre kvinder (eller bossbabes, som de hedder på cjwritingsk) med at realisere deres professionelle potentiale.

Egentlig startede det bare som hendes private profil. En dag lagde hun et billede op af et par fødselsdagskort, hun havde klippeklistret for en ven, og inden længe begyndte der at komme nye følgere til, som ville betale for at have hendes designs på deres egne begivenheder. I takt med at interessen voksede, spredte den lille gesjæft sig til også at inkludere fødselstavler, milepælskort, plakatkollektioner, julekugler, påskeæg, tatoveringsdesigns og en masse andet. Men det var kun begyndelsen.

I dag er Christel selvstændig og har taget det hele til next level. Next-next-next-next-next level. Med cjwritings designer hun nemlig ikke længere kun produkter; hun designer lykke, acceleration og resultater for sig selv – og hun guider andre til at designe deres. Med sine personlige mentorforløb, businesscoaching og en konstant aktiv story på Instagram bliver hun ved med at vise, at der er mere at komme efter rundt om hvert eneste hjørne.

Christels succeshistorie kommer ikke som nogen overraskelse for de af os, der kendte hende som barn. Hun har altid haft noget af den der specielle Britney-karisma (pre-breakdown); den samme aura af ‘jeg er en charmerende engel who fucking owns this stage’. Hun havde også Christina Aguileras Stripped-album-vibe af ‘jeg går min egen vej, og så kan du gå med eller ej’. Helt klichéagtigt vidste man bare, at hun ville ‘blive til noget’, og det er hun godt i gang med at bevise med sin ustoppelige mission om at brænde janteloven ned til grundvandet.

Nogen vil sikkert kaste lidt op i munden over hendes utrættelige optimisme og insisterende selvhævdelse. Men det er ikke pral, når hun fremhæver sine kalligrafiskills eller fortæller, at hun har nået sin højeste omsætning nogensinde. Det er en beskrivelse af fakta: “Jeg er kreativ, jeg er dygtig, jeg er klog”. Det er et fravær af skam over at klare det godt. En nægten af at lægge låg på sig selv. En manglende mangel på frygt for at fremstå mærkelig, overgearet og urealistisk i andres øjne.

Det er ganske enkelt en anerkendelse af sit eget talent, en stå-inden-for at man har noget, som andre kan bruge, og en erkendelse af, at det er ikke bare okay, men GODT at tale højt om sine største visioner og mål. Du tænker måske, at Christel har storhedsvanvid. Hun vil nok sige, at du har småhedsvanvid.

Hej Christel! Du sagde for nylig på Instagram: “Der skal gå Beyoncé i den NU!”. Den sætning synes jeg indkapsler din mentalitet ret godt. Hvordan vil du selv beskrive, hvad cjwritings står for?

– Hele min passion i min forretning er at hjælpe kvindelige selvstændige med at vækste deres forretning, så de kan leve af den. Det, jeg fokuserer på, er at drømme kæmpestort, tro på sine største visioner og være dedikeret til det liv, man vil have, i stedet for at lade sig begrænse af frygt og forhindringer. Gå efter det, du brænder mest for.

Man kunne vælge at tale om din brug af Instagram som markedsføringskanal, dine taktikker for vækst, din filosofi omkring penge, din iværksætterånd og dine mange projekter, men jeg vil gerne fokusere på din evne til at levere viljestyrkeboosts på daglig basis.

Jeg tænkte meget over, hvilke spørgsmål jeg skulle stille dig, så vi fik noget fedt ud af interviewet. Men så kom jeg i tanke om, at lige meget hvad du siger, kommer der guldbarrer ud af din mund, og der er ikke risiko for stilhed med dig ved mikrofonen. Du lader til altid at have noget på hjerte og et par fif eller 30 i ærmet til en stærkere business her og nu. Hvordan kan du konstance brillere med tankevækkende indhold?

– Jeg tror vitterligt, det handler om, at jeg ikke har nogen begrænsninger. Jeg har ikke nogen mentale begrænsninger om, hvad jeg kan opnå som person. Jeg har ikke det der berømte glasloft, som mange snakker om. Jeg har ikke nogen tanker eller overbevisninger, der holder mig tilbage. Det vigtigste for mig er, at jeg får det meste ud af det liv, jeg har fået lov at leve. For jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har.

– Så for mig er det et spørgsmål om hver eneste dag at ville bruge min tid på noget, der er meningsfuldt for mig; noget, jeg synes er fedt. Jeg forstår ikke det her med at bruge sin tid på noget, man ikke synes er sjovt. Lige så snart jeg mærker dét inde i mig selv, så kommer der et flow af inspiration og idéer og tiltag – “årh, man kunne gøre dét, og man kunne gøre dét, og man kunne gøre dét” – og så lader jeg det bare flyde.

Som jeg også har hørt dig sige før: Hvad fanden skulle vi ellers bruge vores tid på her på Jorden, hvis ikke vi skulle gå efter vores drømme? Vi har fået vores talenter og passioner af en grund – for at bruge dem til noget. Det er simpelthen så rigtigt. Men skal jeg være helt ærlig, så er der dage, hvor jeg tænker “gå nu væk”, fordi jeg er træt af dit uendelige selvhjælpsgøgl og den provokerende fantasiverden, du lever i.

Du prikker til noget i mig, som jeg kan mærke gør ondt; sorgen ved uforløste potentialer og svingende tro på egne evner. Jeg har ikke lyst til at blive konfronteret med det. Alligevel ser jeg alle dine stories. Hver og en. For det er samtidig lige præcis de ting, jeg har brug for at høre for at kunne transcendere de virkelighedsopfattelser, jeg har, og komme tættere på at lave det, jeg er passioneret omkring. Og det ved jeg godt.

Derfor følger jeg troligt med, selvom jeg bliver sur på dig indimellem. For det er jo i virkeligheden mig selv, jeg bliver sur på. Det er en af de mange gaver, du har. Du rammer alle de rigtige punkter i maven. Gang på gang. Det kan føles som om, du bare presser på dem, men faktisk masserer du dem. Og jo flere gange du trykker, jo mere blød bliver knuden. Det gør ondt på den gode måde. Er det også sådan, du ser på det, eller hvorfor har du en tilgang, jeg af og til vil kalde tough love?

– Jamen, du oplever jo det, som alle mine klienter også gør, lige så snart de træder ud af deres comfort zone. Der er ubehageligt at være, fordi det er et sted, vi ikke har været før. Og det er noget, vi ikke har beviser for kan lade sig gøre. Det vil sige, at hver gang vi gør noget, som vi ikke er vant til og ikke har det godt med, så føles det ubehageligt. For sådan er vi designet som mennesker. Det er meningen. Der er en grund til, at vi har så meget frygt i os – det er fordi, den holder os i sikkerhed.

– Men vi skal beslutte med os selv, at vi lever i 2020 og derfor gerne vil gå imod den frygt, fordi vi ikke længere dør af at gøre noget, som er anderledes og går imod flokken. Når man oplever den følelse, du oplever, så skal man beslutte sig for, hvilken vej man vil gå. Man kan vælge at tænke “det her er ubehageligt” og skære det fra og stoppe med at lytte og stoppe med at følge mig. Man kan også gå den vej, der hedder at sige “hov, lad mig lige blive i det her. Lad mig se, hvad det kan rykke ved”.

– Man kan vælge at stå i denne her discomfort og tænke, at på den anden side bliver jeg stærkere og dygtigere og kommer tættere på at realisere mine visioner. Bliver man dygtig til dét og vælger den vej igen og igen, så bliver man afhængig af ikke bare at træde ud af sin comfort zone, men af den succes, man ved, der med garanti venter på den anden side. Når man erfarer det nok gange, så ender det med, at man bevidst sætter sig i ubehagelige situationer, fordi man ved, man vokser af dem.

Det giver god mening, det du siger om menneskets biologisk indbyggede opmærksomhed på farer. Og så er der også det kulturelle element af frygten. Du taler tit om, at du har hjernevasket dig selv til at have den indstilling, du har i dag, og det kan umiddelbart lyde lidt voldsomt. Men den indstilling, du havde før, var jo også resultatet af en hjernevask: Samfundets hjernevask om at man ikke er god nok, ikke skal stile for højt, ikke skal tro på noget, før man kan røre det. Hvordan er det lykkedes dig at nå dertil, hvor de bekymringer ikke rumsterer mere, eller hvor du i hvert fald har den mentale fluesmækker til at slå dem ihjel? På hvilken måde har du hjernevasket dig selv?

– Lige præcis. Det er sindssygt godt observeret. Det er nemlig også sådan, jeg ser det – at sandheden om verden er subjektiv. Min overbevisning om hvordan verden fungerer; mit perspektiv på hvad sandheden er, er anderledes, end hvordan min nabo ser på det, og hvordan folk i Kina ser på det. Så det, jeg selv gjorde helt i starten, var at begynde at lytte til nogen, jeg så op til. Og for at citere Piet Hein begyndte jeg at være optimist og tro på noget, som jeg håber på, i stedet for at gå og have en idé om en sandhed, som ikke var det, jeg håbede på var virkeligt.

– Jeg begyndte at lytte til nogen, hvor jeg tænkte: “Dig kunne jeg godt tænke mig at tænke ligesom, fordi dit liv ser fedt ud, og det virker som om, du er lykkelig og økonomisk uafhængig og har alle muligheder i verden”. Dem, der i mine øjne er succesfulde, hvad siger de? Hvordan tænker de? Hvordan prioriterer de? Hvordan er deres relationer? Hvordan strukturerer de deres dag? Helt basalt handler det om at se på dem og duplikere, hvad de gør.

– Én af de konkrete personer, jeg begyndte at lytte til dagligt, er filosof og forretningsmand Jim Rohn. Alle foredrag med ham, alle lydoptagelser, alt, hvad der var på YouTube, begyndte jeg at finde. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men i et år lyttede jeg til ham fire-fem timer om dagen. I stedet for at høre musik, i stedet for at se fjernsyn, i stedet for at prioritere min tid på andre ting, så lyttede jeg til ham. Det var, når jeg sad i bussen, det var, når jeg lavede mad, det var, når jeg sad og lavede kreative ting.

– Jeg begyndte at få hans tankegang ind i min underbevidsthed. Du kender måske det med, at man har set rigtig meget ‘Friends’ i to uger, og når nogen så siger noget, så bliver man Monica og svarer “I KNOW!”. Man citerer noget fra ‘Friends’, fordi det er de tanker, der kommer op. Lige pludselig er det karakterernes måde at tænke på og deres sprogbrug, der overtager vores verden. Og det var det samme, der ubevidst skete for mig, bare med en person hvor jeg tænkte, at hvis jeg kan begynde at tænke som ham, så kan jeg skabe hans succes for mig selv.

– Det er noget af det første, jeg tager mine klienter igennem, når de starter på mit mentorforløb Full-time Business. Vi rekonstruerer deres mindset og sætter dem op til succes. Det sker rent praktisk ved at skrive ned, hvad deres drømme og visioner er; hvor de gerne vil hen. I nutid beskriver de deres liv, som om det allerede var virkelighed; hvordan deres økonomi ser ud, hvilke mennesker de har i deres liv, hvilken forretning de driver og så videre. Så printer de det ud og læser det hver morgen som noget, der allerede er sket.

– Vores underbevidsthed kan ikke kende forskel på sandhed, og hvad vi bare fortæller os selv. Det er derfor, vi begynder at svede, inden vi skal ind til en eksamen, selvom vi stadig bare sidder i toget på vej derind. Vores krop og underbevidsthed lytter til det, vi fortæller os selv med vores tanker, og så er det det, vi skaber for os selv. Når vi så begynder at tænke på en anden måde, begynder vores virkelighed at ændre sig. Det er min filosofi. For så siger vores hjerne: “Hov, du siger, at det her er sandheden; at det er sådan her, vores liv ser ud. Men det passer da ikke?”.

– Fordi vores underbevidsthed gerne vil have, at der skal være overensstemmelse mellem vores virkelighed og vores tanker, begynder vores virkelighed at ændre sig, for vores overbevisninger om os selv styrer hele vores liv. Det er det, som jeg kan se ske hos alle mennesker, uanset om de tror på det eller ej. Det, du fortæller dig selv er sandt, er det, der kommer til at ske. Hvis du siger til dig selv, at livet er hårdt, og at det og det er svært, så er det de ting, du ser, og så er det den bevidsthed, som skaber dit liv.

– Så hvordan er jeg nået dertil, hvor mine begrænsninger og bekymringer ikke forhindrer mig længere? Det er lykkedes, fordi jeg er begyndt at fortælle mig selv en anden historie om mit liv, om hvordan verden fungerer, om hvad der er muligt for mig, og hvad min sandhed er. Det har gjort, at jeg er begyndt at skabe noget andet og tro på noget andet, og derfor er det noget andet, der manifesterer sig ind i mit liv.

I forbindelse med det du siger nu, har jeg også flere gange hørt dig omtale vigtigheden i, hvem du ses med; nødvendigheden af at omgive dig med folk, som aktivt støtter dine planer og roser dig og vil det, du vil, i stedet for de venner, der kan føles som om, de holder dig nede med deres “ja, lad os nu se”. For den energi kommer man bare ikke særlig langt med, som du helt rigtigt siger. Har du decideret skåret folk ud af dit liv af den grund, eller hvordan har den bevidsthed haft indflydelse på dine relationer?

– Man siger, at vi er et gennemsnit af de fem mennesker, vi ses mest med, eller de overbevisninger, vi fylder vores tanker med. Hvis dine fem tætteste venner ryger, er der stor sandsynlighed for, at du også ryger. Hvis dine fem tætteste venner er selvstændige, er der stor sandsynlighed for, at du også er selvstændig eller overvejer at blive det. På den måde bliver vi som hovedregel et gennemsnit af de fem mennesker, vi fylder vores tanker mest med.

– Det var derfor, jeg helt i starten kunne se, at jeg havde brug for nogen, der kunne lære mig noget om det, jeg ikke selv ved. Jim Rohn og hans tankegang fyldte som én af mine fem personer, selvom han ikke var en fysisk person i mit liv. Der er folk i mit fysiske liv, som jeg i dag har skåret fuldstændig fra eller skåret radikalt ned på mit samvær med. Når man begynder at fokusere på personlig udvikling på det niveau, jeg gør, begynder man at kunne se, at ligesom der er ting, der er dårlige for dig at spise, så er der også mennesker, der er dårlige for dig at hænge ud med.

– Uanset hvor meget jeg bevidst prøver at tænke noget andet, så kommer jeg til at tænke som folk, der synes, alt er svært og hårdt, og at livet er uretfærdigt, eller hvad de nu kan have af overbevisninger, hvis jeg kun ses med dem. Det er det, jeg kommer til at fortælle mig selv, hvis jeg ikke aktivt modarbejder det med andre input, fordi det er de tanker, jeg får ind i min underbevidsthed hele tiden. Så der skete ligesom et skift, hvor jeg blev mere dedikeret til min fremtid og det, jeg gerne ville skabe for mig selv, og ikke så dedikeret til, hvem jeg har i mit liv, hvor længe vi har været venner og sådan noget.

– Nogle gange skal man ikke være bange for at give slip på noget, der ikke giver mening. I sidste ende er det jo også fordi, jeg ønsker, at alle skal leve det bedste liv. Grunden til jeg ikke ses med visse mennesker længere er, at jeg kan få et mere dynamisk og meningsfuldt liv uden dem, og at de kan få det samme uden mig. Jeg er af den overbevisning, at hvis vi alle sammen snakker med de mennesker, vi føler lader os op og giver os det, vi har brug for, så kommer hele verden mere i balance. Og samtidig skal vi have det okay med at sige: “Tak for alt, hvad vi har haft sammen. Jeg elsker dig stadig, og jeg håber, du får det fantastisk, men nu skal jeg noget andet”.

Du embodier bare god karma! Man kan tydeligt mærke, at du selv er den type, der går op i at støtte andre, hvad end det er med penge, viden eller komplimenter. You practice what you preach. Både i din business og i din fritid. Jeg kan huske en periode, hvor du hver måned hævede fire halvtredsere, som du gav til folk, du syntes fortjente dem – for eksempel en ekspedient, der havde givet rigtig god service. Har du andre vaner i din hverdag, der fungerer som motivation eller belønning for enten dig selv eller andre?

– Først og fremmest har jeg den filosofi, at når man har opnået en sejr, uanset hvor stor eller lille, så skal man belønne sig selv. Det kan være at spise sushi, eller det kan være at se en film og slappe af – bare man fejrer sine sejre. Og omvendt er det vigtigt ikke at fejre sine nederlag. Det er igen et spørgsmål om, hvad vi fortæller vores underbevidsthed. Det sender ikke et godt signal, hvis man for eksempel ikke har ydet noget hele dagen og føler sig nedtrykt og drænet og så giver sig selv lov til en gang Ben & Jerry’s om aftenen.

– Gør du det, vil din underbevidsthed på længere sigt tænke: “Ej, hvor fedt. Vi lavede ikke noget i dag, og det blev vi belønnet for. Lad os gøre det samme i morgen”. For mig fungerer det i hvert fald sindssygt godt ikke at belønne mig selv, hvis der ikke er noget at belønne mig selv for, altså hvis jeg ikke har taget den action, jeg havde sat mig for, og ikke ydet eller opnået noget. Til gengæld fejrer jeg så mig selv i stor stil, når jeg gør noget godt og opnår noget fedt, også selvom det bare er en lille ting, for så fortæller jeg min underbevidsthed at “hov, det her vil vi gerne gøre mere af”.

– Og så er jeg meget impulsiv, når det kommer til både næstekærlighed og kærlighed til mig selv. Når jeg tænker, at “det her, det føles virkelig rigtigt”, så handler jeg på det. Uanset om det er at spise med nogle venner og sige: “Ved I hvad, gutter, jeg giver denne her omgang”, eller om det er at sidde ude hos Audi og kigge på leasing og sige: “Tallene passer, så lad os lease den. Det gør vi, for det føles så rigtigt”. Selvfølgelig er det, jeg gør, gennemtænkt, men pointen er, at jeg ofte handler på de ting, jeg har lyst til i det øjeblik.

– Uanset om det er at give drikkepenge eller gøre hele lejligheden ren, inden min kæreste kommer hjem, så elsker jeg at gøre sådan en lille ting for andre mennesker. Lige så snart man får denne her erfaring med, hvor fedt det føles at gøre noget for andre, bliver man totalt afhængig af det, fordi det både skaber glæde for dem og for dig. Man tænker bare: “Hvordan har jeg nogensinde brugt mit liv på andet end at skabe fede følelser for andre mennesker?”.

Jeg er lige nødt til at runde ét marketingaspekt her til sidst: Noget af det vigtigste, du agiterer for, er pointen om, at man skal henvende sit content til folk, der forstår én. Folk, som er interesserede i idéen og synes, det, du vil, er nice. The ones who get it. For man kan ikke tilfredsstille alle, og sigter man efter at have alle mennesker som publikum, får man ingen. Man er nødt til at tale til dem, det er vigtigt at gøre indtryk på; til dem, man gerne vil have fat i. Det kan godt være, nogen så unfollower, hvis de ikke kan lide det, du laver, men dem skal du ikke bruge alligevel, for det er ikke dem, der kan skabe værdi for dig.

Den tankegang gælder inden for marketing, men også som menneske, og derfor er jeg vild med den. Hvis ikke du viser dit sande jeg og er ærlig omkring, hvad du står for, hvad du godt kan lide, hvad du ikke kan lide, hvad du går op i, hvad du er god til og så videre, hvordan skal du så kunne tiltrække personer og muligheder, der matcher det? Det virker bare nogle gange farligt, for man kan komme til at gøre sig selv sårbar, hvis man deler ting, man er bange for at blive dømt for. Du har allerede sagt det med, at man skal overkomme sit indre urmenneske i utrygge situationer, men hvad er dit vigtigste takeaway til folk, der lægger bånd på sig selv af frygt for omverdenens reaktion?

– Sårbarhed, smerte, skuffelse og andre ting, der gør ondt, er jo en del af livet. You’re missing out on life, hvis du prøver at undgå de ting. Det er en del af den allround-oplevelse, som livet er. Lige så snart du accepterer dét, er du ikke bange for de følelser mere. Når du kan sige til dig selv: “Jeg er i verden, som jeg er, og jeg går ud og viser den person, jeg er, og gør, hvad der er meningsfuldt for mig – og det gør jeg, uanset hvad jeg får tilbage”, så vil du altid tiltrække det, som er rigtigt for dig. Hvis du viser et billede, som egentlig ikke er dig, så vil du få en respons, som ikke matcher dit liv, og så er dit liv ikke i harmoni.

– Mit bedste råd er at lave den øvelse, der hedder ‘og hvad ville der så ske?’. Hvis du siger til dig selv, at du er bange for at vise dit ansigt og tale i en Instagram story, så spørg dig selv: “Og hvad ville der så ske?”. Nogen kunne skrive til dig, at det, du siger, er åndssvagt. “Ja, og hvad ville der så ske?”. Så ville du blive rigtig ked af det. “Og hvad ville der så ske?”. Så ville du have det dårligt i tre dage. “Og hvad ville der så ske?”. Så ville du nok komme ovenpå igen og vide, at det ikke handlede om dig. Og så videre.

– Tænk denne her tanke til ende. Tit er det værste ikke lige så slemt, som vi forestiller os, når vi sidder i frygten. Og uanset om du går all in på dit liv, eller du ikke gør, kan du miste og blive ked af det og blive bange og blive skuffet. Du kommer til at blive såret og føle frygt og opleve ubehag, lige meget om du gør ting, du tror forventes af dig, eller ej. Det er en del af rejsen, hvad end du går til højre eller venstre. Så du skal kun tænke på, hvad du har af ambitioner, og hvad der gør dit hjerte glad. Det eneste, du skal spørge dig selv om, er, hvad du gerne vil bruge dit liv på.

– For let me tell you: Hvis du kan se de visioner, så er det fordi, det er noget, du kan gå ud og skabe for dig selv. Dem, der lever det liv, du ser på og tænker: “Shit, mand, jeg ville gøre alt for at have deres liv” – det eneste, de har gjort, er at tage handling hver dag. Et lillebitte skridt i retning af deres vision og deres drømme hver dag. Det er den eneste forskel på dig og dem. Det er det eneste, der holder dig tilbage fra at blive ligesom dem og skabe den virkelighed, hvor du føler, at dit liv giver mening, og du lever alle dine drømme to the fullest. That is it.

– Så mit helt essentielle budskab i forhold til at opnå nogen som helst former for succes, det er at spørge dig selv: “Hvad kunne jeg godt tænke mig?” og så tage handling på det. For at break it down kan du sige: “Hvilken ting, som tager 10-20 minutter, ville jeg kunne gøre i dag for at komme derhen?”. Det gør du bare hele tiden, og så rykker du dig og rykker dig og rykker dig. Og lige pludselig står du oppe på toppen af bjerget – hvor der ikke er koldt! Her er der masser af mennesker, som ligesom dig har succes, og der er glæde, lykke og alle de fede følelser. Der står du og tænker: “Shit, mand, I did it”. Og det er det, vi er her for.

Tak for de vise ord! Mit motto for resten af 2020 er hermed: Det eneste, jeg kan gøre forkert, er ikke at gøre noget.

Christel er et bevis på, hvad der kan ske, hvis man udfolder for verden, hvem man er, hvad man kan, og hvad man vil. Hun lytter til the voice within. Hun er stronger than yesterday. Hun er definitionen af at realisere sit potentiale. Hun er #goals.

Med rabatkoden Britnicky00 kan du få fratrukket nul procent, når du køber noget på cjwritings.dk, men du kan støtte en soloselvstændig og få en unik, håndlavet kreation – eller dit eget mentorforløb! Husk også at følge cjwritings på Instagram, hvis du vil have masser af big clit energy i dit feed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *