Dansk kultur,  Populærkultur

Minoriteter på skærmen skal andet end bare være minoriteter

Jeg har tænkt på noget (shocking, I know). Eller nogle andre har tænkt på det først. Men jeg har tænkt videre over det, siden jeg læste om to undersøgelser vedrørende diversiteten blandt personer brugt som nyhedskilder i Danmark. Når danskere med etnisk minoritetsbaggrund (dem vil jeg herefter kalde nydanskere) hives ind i tv, er det nærmest kun, når debatten omhandler religion og integration. Nu ser jeg ikke flow-tv – og mit medieforbrug består primært af Britney-indhold og memes, så correct me if I’m wrong – men ligesom undersøgelsernes resultater viser, er det mit indtryk, at du sjældent møder en person med anden etnisk baggrund end flæskesteg på skærmen. Og når du gør, centrerer indholdet sig typisk om emner knyttet til deres minoritetsstatus.

Det er lægen Henriette og ikke Hülya, der bliver inviteret til at tale om coronavirus. Mohammad får kun mikrofon på, hvis han har noget at sige om kriminalitet, nye moskeer eller livet i Mjølnerparken. De bliver castet til at udtale sig qua deres identitet, ikke deres kompetencer. Det svarer til, at man ikke hev kvinder ind i TV-Avisen, medmindre emnet var bryster, eller kun gav folk med grønne øjne hovedroller i film, hvor øjenfarven var en central del af plottet. Hey, det var da et eksempel fra fiktionens verden? Ja, for det er også et issue dér såvel som i reklamebranchen. Og den udbredte mangel på synlighed gælder diverse grupper, ikke kun folk med baklava i blodet.

Jovist, der er flere gammeldanske end nydanske professorer, så det er måske nemmere at få fat i én af de gammeldanske. Men medierne har i mine øjne et samfundsansvar for at repræsentere alle dele af befolkningen. Hos DR står det i deres public service-kontrakt. Og ja, der findes langt flere ciskønnede end transkønnede og mange flere heteroseksuelle end homoseksuelle. Men hvorfor skal procentmæssig fordeling være en begrundelse for nærmest konsekvent at ekskludere en samfundsgruppe fra massemediernes narrativ? Stereotyper og fordomme om ‘de andre’ blomstrer stadig. Derfor fortjener nydanskere og andre minoriteter mere sendetid og ordentlig repræsentation af deres fulde menneskelighed på lige fod med majoriteten.

“Hov-hov, Konspirationicky, nu ser du spøgelser. Du lyder, som om minoritetspersoner bliver skåret fra på grund af bevidste, ondsindede valg”. Ondsindede, nej – men bevidste valg, ja. Over en tredjedel af de adspurgte journalister i den ene undersøgelse sagde, at brug af en ‘indvandrerkilde’ i nogen sammenhænge ville fordreje historien og gøre den til en ‘indvandrerhistorie’. En journalist fra Politiken mente, at det ville støje for meget i kommunikationen, hvis man for eksempel fik en ‘indvandrerkilde’ til at kommentere på statsministerens nytårstale. Folk ville fokusere på, hvorfor man havde valgt en nydansker, i den forventning at indslaget ville handle om fatwaer eller familiesammenføring.

Der bliver altså argumenteret for fraværet med, at det virker forvirrende og forstyrrende for seeren, hvis en nydansker bliver interviewet om andet end deres frikadellefri verden. Det er derfor ikke en urimelig påstand, at mediernes praksis medvirker til fraværet af etniske minoriteter i nyhedsfladen. Jeg kender også til fiktionsreglerne om, at man skal undgå ting, der ikke har et formål såsom at beskrive karakteren, drive handlingen frem eller få os til at grine. Der er ikke noget, der skal stjæle fokus. Og vi ved jo alle, at det at være mand, hvid, heteroseksuel, ciskønnet, slank, middelklasse og uden handicap er anonyme nondescriptors, mens det modsatte ikke er.

Nu kan det godt være, det bare er mig, der har en naiv tiltro til andres mentale formåen, ik’? Men jeg tør næsten vædde hele min Diddl-samling på, at Ulla og Torben hjemme i stuen er i stand til at opfange reglerne for kørselsfradrag, selvom de kommer ud af munden på en brun person. Jeg formoder også, at de godt kan se en kvinde med tørklæde tale om pension, uden at tro at indslaget om lidt tager en skarp drejning til islamiske kønsroller. Det er jo ikke fordi, ordene lugter af hummus. Dét kan jeg godt se kunne distrahere lidt. Men det er ikke et gyldigt argument for eksklusion, at etnicitetsmarkører kan være forstyrrende eller gøre, at informationen ikke bliver taget seriøst. Nu skal jeg sige dig hvorfor.

Jeg kan da godt se, det kan forvirre i en film, hvis en karakter åbenlyst har stomipose, og det ikke bliver italesat. Så sidder man som seer og fokuserer på stomiposen, fordi det ikke er typisk, at folk har stomipose. Der må være en grund til, at den stomipose er med, tænker man – hvornår falder hun i poolen?! Men fra en kulturprogressiv vinkel er det netop nødvendigt, at der ikke er en grund til at have stomiposen med i filmen. For så kan vi en dag nå til et sted, hvor det at have stomipose ikke automatisk er en punchline; hvor det at have mellemøstlige gener ikke behøver signalere andet, end at man har DNA fra den del af kloden; hvor det at have kunstigt ben eller dværgvækst ikke bliver forstyrrende elementer i mødet med nye bekendtskaber, men blot er en del af folk ligesom deres næseform og hårfarve.

Jeg anerkender som sagt, at lav diversitet på skærmen kan have sin begrundelse i virkelighedens verden. Det handler ikke kun om mangel på efterspørgsel, men også udbud. Jeg forventer ikke, at en journalist ringer rundt til alle landets Nettoer for at opstøve en albinomedarbejder til at sige noget om udløbsdatoer. Men som skaber af fiktion er diversitet noget, du bare kan finde på. Så kom i gang! Vi skal have karakterer, der er flamboyante, uden det er skrevet med humoristisk hensigt – og uden det bliver kommenteret af de andre karakterer. Det flamboyante er en del af personen, men det væsentlige ved rollen er hans dysfunktionelle forhold til sin chef. Vi skal have plots om Zeynab i Nordvest, som intet har at gøre med, at hun hedder Zeynab og bor i Nordvest. Det er bare den bydel, man ser hende komme hjem til, hver gang hun har været på date.

Ja, det forstyrrer måske nogen. Men så lad det forstyrre. Og så forstyrrer det formentlig ikke så meget næste gang. Det forstyrrede nok også en del amerikanere, første gang en sort person sad bag skranken i banken, og måske mistede banken kunder, men vi kan forhåbentlig blive enige om, at det var det rigtige valg. Sidder du som filmproducent alligevel og tænker, at “ikke-hvide på plakaten sælger ikke så godt, så medmindre det er relevant for historien, er det ikke dem, vi hyrer”? Er du reklamechef og mener, at “det fjerner opmærksomhed fra budskabet, hvis vi bruger et homopar i stedet for et heteropar”? Så læs lige mit indlæg om, hvordan du kan udnytte identitetspolitiske udfordringer til din CSR-fordel.

Og gentænk så din praksis omkring forstyrrende elementer i populærkulturen. Ellers bliver min fod et forstyrrende element i din røv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.