Min største pet peeve: “danskere og muslimer”

Jeg har mange sproglige pet peeves: Folk, der siger citieds og partieds. Når ting, der skal rime, kun næsten rimer. Folk, der kondolere. Når nogen synger med på en sang og citerer et ord forkert. Folk, der ønsker sig en dvd’er. Når nogen beder om en bekræftigelse. Folk, der udtaler MTV på dansk. Når mennesker med normal IQ bruger ´ (fat nu at det er en trykstreg) i stedet for ‘ (dét er en apostrof!). Men én ting får mine indvolde til at klø mere end andre: Folk, der siger “danskere og muslimer”.

*deep breaths*

MUSLIMER KAN GODT VÆRE DANSKERE, OG DANSKERE KAN GODT VÆRE MUSLIMER. Det ene er en religion, det andet er en nationalitet. Det, du selvfølgelig mener, er (kultur)kristne og muslimer. Eller etniske danskere og indvandrere. Eller folk med kartoffelkultur og folk med falafelkultur. Eller mennesker med DNA fra Skandinavien og mennesker med DNA fra Mellemøsten. Men det, du udtrykker, er, at danskere og muslimer er to forskellige cirkler, som ikke overlapper. Og deri ligger den opfattelse, at muslimer ikke er rigtige danskere.

Når du kommunikerer dét, fremmer du afstand mellem muslimer og resten af befolkningen. Lige meget hvordan hele sætningen lyder. Selv hvis du siger: “Danskere og muslimer kan sagtens leve sammen”. Med de ord er du implicit med til at modvirke integration og samhørighed. Hvis dét er din intention, så lykkes du fabelagtigt med missionen – du skal bare vide, at du er afsløret. Hvis det ikke er din intention, så tænk over hvilke ord, du bruger, næste gang du taler om to befolkningsgrupper. Får du sagt det, du mener, eller får du sagt noget vrøvl, fordi du er vant til at høre det formuleret på den måde?

Ord skaber billeder. De billeder har konsekvenser. Og selv hvis det ikke var tilfældet, giver det stadig ikke sproglig mening at opstille muslimer ved siden af danskere. Så af respekt for både mennesker og logik: