Dansk kultur,  Debat og argumentation

Hvorfor nægter du at lytte til dine “krænkede” medmennesker?

Mexicanerfest. Hvide mænd i pensum. Store patter. Og nu en ung blond pige. Jeg tror, vi alle sammen ved, hvad jeg snakker om. Der har netop raset endnu en mediestorm, hvor folk, der synes, at noget i samfundet er problematisk, får at vide, at de skal holde op. Holde op med at forlange, at andre retter sig ind efter deres subjektive følelser. Holde op med at forlange, at alle skal mene det samme som dem. Og ja. Vi kan da hurtigt blive enige om, at det ikke er holdbart, hvis én persons holdning uimodsagt får lov at diktere forbud og sanktioner. Selvfølgelig skal en regel ikke ændres, blot fordi en gruppe mennesker har en forestilling i deres hoveder. Og naturligvis er det ikke fakta, bare fordi nogen føler noget. Alt det er jeg helt med på.

Men det er heller ikke vejen frem at rulle øjne af andres oplevelser og dæmonisere ønsket om at gøre Danmark til et rarere sted.

I deres iver efter at skrige “MAN MÅ DA HELLER IKKE SIGE NOGET LÆNGERE” glemmer mange at tale om, hvad det rent faktisk er, der bliver sagt; hvad det er, de “””krænkede””” påpeger som problematisk. Nu siger jeg ‘glemmer’, men jeg tror i lige så høj grad, det er bevidst, at visse mennesker vælger at diskutere, hvordan den “””krænkede””” stamper i jorden, frem for hvorfor den “””krænkede””” føler behov for at stampe i jorden. Det tror jeg især, fordi folk bruger ordet ‘krænket’ om andre, uanset om den såkaldt krænkede selv har brugt det ord eller ej. Det er også derfor, jeg skriver det i alle de anførselstegn.

Det er pludselig blevet kutyme at kalde alle, der påpeger et muligt problem, for denne nedgørende samlebetegnelse. Så er de nemmere at grine af, og så kan man bedre ignorere dem frem for at være nødt til at se i øjnene, at ens medmennesker føler sig ekskluderet fra fællesskabet og set ned på. Ved at fokusere på at andre misbruger det hellige ord ‘krænket’, kan man springe direkte til at himle op om, hvor vi dog er på vej hen. Og det skal vi da også helt sikkert snakke om. Den bekymring skal tages seriøst. Men hvor er samtalen om de ting, der er centrum for alle de diskussioner? De “””krænkede””” føler sig jo ikke “””krænket””” for sjov. Folk har “””ondt i røven””” af en grund.

Jeg er helt frisk på at tage debatten om, hvordan vi skal håndtere “””krænkede””” mennesker. Og der har bestemt været uhensigtsmæssige scenarier. Men jeg synes også, det er vigtigt at lytte, når nogen siger, at de oplever noget som et problem. Jeg er ikke nødvendigvis enig. Men jeg synes da, det er vigtigt at anerkende deres følelser og indgå i dialog om det potentielle problem. Det er jo heller ikke sikkert, jeg har ret.

Personligt ved jeg ikke, hvad jeg mener om overvægten af hvide mænd i pensum eller den livestreamede hyldest til store patter. Men jeg ved, at jeg synes, problematikkerne, der bliver rejst, er relevante at tale om. Og selvom jeg ikke syntes det, ville jeg ikke blive inderligt arrig på folk, som gik op i emnet. Jeg er dybt imod, at en sort dreng ikke skulle kunne have en trøje på med teksten “Coolest monkey in the jungle”. Jeg finder det åndssvagt, at folk kræver boykot af H&M over det. Og jeg er sur over, at H&M undskylder. Men jeg er ikke sur på folkene bag monkey-kritikken over at fremhæve noget, de oplever som problematisk.

Jeg anerkender, at det ikke hjælper, at monkey-kritikerne og andre “””krænkede””” er verbalt aggressive i deres tilgang til problemet. Jeg kan godt forstå, hvorfor det gør andre modvillige mod at tage den slags debatter. Jeg kan bare ikke forstå, at man har noget imod debatten i sig selv, og det ser jeg desværre en klar tendens til. Lige meget om de “””krænkede””” truer med folkemord og ildspåsættelse eller ej.

Hvis det er en hvid eller heteroseksuel, der påpeger diskrimination mod brune eller homoseksuelle, så får man at vide, at man skal lade være med at blive krænket på andres vegne. Hvis det er en indvandrer, der påpeger diskrimination, så får man at vide, at man bare kan skride hjem til sit eget land. Hvis det er en etnisk dansker, der påpeger diskrimination, så får man at vide, at man skal lære at respektere sin egen kulturarv. Det er som om, at uanset hvem der påpeger diskrimination – eller hvad det nu måtte være for et problem – så findes der en replik til at lukke ned for deres stemme. Nogle mennesker er tilsyneladende ikke interesseret i at høre på kulturkritik, lige meget hvad det drejer sig om, og hvordan kritikken bliver leveret. De lægger deres mentale arme over kors og siger: “Det er der ikke noget galt med, og sådan er dét”.

Og der står jeg helt af.

Jeg siger ikke, det er dig, der tager fejl, men hvorfor er du ikke åben for potentielt at blive klogere? Jeg forstår ikke den indædte modvilje mod at lære noget, du ikke vidste. Hvorfor gider du ikke forholde dig til andre menneskers perspektiver? Oplys mig gerne.

“De krænkede råber hele tiden ‘ulven kommer'”, vil du måske mene, “og så ender det med, at vi overser reelle problemer”. Jeg er snarere bange for, at dig, der påstår, at andre råber ‘ulven kommer’, overser reelle problemer.

5 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *