Hvorfor spørger du aldrig, om jeg ikke spiser soltørret tomat?

I Danmark er kød så central en del af vores idé om, hvad mad er, at mange slet ikke kan forstå, at nogen lejlighedsvist ville vælge ikke at spise kød, medmindre de decideret har noget imod kødspisning. Det er derfor, at når jeg vælger en kødfri ret på menukortet, bliver jeg ni ud af ti gange spurgt af dem, jeg spiser med, om jeg er vegetar (eller veganer, men det er vist stadig ikke alle, der kender det ord).

Spørgsmålet kan selvfølgelig godt komme af ren og skær interesse omkring min person og mine værdier eller som en conversation starter, hvis ikke lige der er andet at snakke om. Men oftest leveres bemærkningen med en bismag af “hov, du skiller dig ud på en mærkværdig måde, lad mig prøve at få det til at give mening”. Og når jeg svarer nej, ligner folk damen på billedet.

Nysgerrigheden og forbavselsen viser, at der åbenbart er noget forundrende ved ikke at indtage et måltid med kød hver eneste gang, man har en gaffel i hånden. Det synes jeg er sjovt. Især fordi det jo ikke er sådan i mit hoved, at jeg vælger kød fra. Jeg vælger det bare ikke til lige nu. Men der eksisterer hos en masse mennesker ikke en erkendelse af, at kød er noget, man kan vælge til. Kød er defaulten i mad, så du kan kun vælge kødet fra. Sådan har jeg også selv haft det. Men prøv lige at tænke over det.

Hvis jeg var ude at shoppe og købte en skjorte, ville du ikke sige: “Går du aldrig med T-shirt?”. Hvis jeg var på McDonald’s og valgte en æske nuggets, ville du ikke udbryde: “Hader du burger?”. Hvis jeg som dessert pegede på et stykke kage, ville du ikke tænke: “Kan han ikke lide is?”. På samme måde fortæller det egentlig ikke så meget om mit forhold til kød, at jeg syntes, sandwichen med pesto, avocado og syltede rødløg lød lækker lige i det øjeblik. Men det ligger alligevel i luften, at jeg nok slet ikke spiser dyr, når nu jeg ikke stopper dem ind i gabet ved enhver given lejlighed.

Det gør det, fornemmer jeg, fordi der er en generel opfattelse af, at kødet mangler, hvis ikke det er der; at man må undvære den ingrediens, der fuldender en god frokost, eller måske ligefrem at der er noget galt med retten uden kød. Og hvorfor vælge noget, der er mangelfuldt, når nu man har så mange fuldendte muligheder lige ved hånden? Logisk nok konklusion, men forkert præmis. En ret uden kød er ikke en andenrangsret. Det kan det bestemt være. Men det kan retter med kød sateme også. Forloren skildpadde, anyone…?

Begrebet flexitar vidner også om, at folk har et misforstået forhold til, hvad det vil sige at spise kød. Ordet er en blanding mellem kødspiser og vegetar; lavet til at beskrive en fleksibel vegetar, der også spiser kød. Men… Så er du jo bare kødspiser. For kødspisere spiser også grønt. Og de spiser ikke nødvendigvis altid kød. Du er jo heller ikke flexiseriemorder, bare fordi du kun slår folk ihjel om tirsdagen og torsdagen, vel?

Jeg har ingen intentioner om at fortælle dig, hvad du skal synes om mad med og uden kød. Det er jo i bogstaveligste forstand en smagssag, hvad du foretrækker. Men måske du kunne finde det relevant at reflektere over, hvad det er for en tilgang, du har til den kulinariske verden, og hvilken indstilling den baserer sig på. Måske du ligesom mig er blevet hjernevasket af retter, der hedder “hakkebøf med…”, “kylling med…”, “frikadeller med…”, “medisterpølse med…”. Og måske lidt gastronomisk selvransagelse ville inspirere dig til at fokusere på, hvad der er i maden, frem for hvad der ikke er.

Uanset hvad vil jeg gerne bede dig om dette: Næste gang vi står ved siden af hinanden ved buffeten, og du ser mig skovle et ordentligt læs auberginer op på min tallerken, men lade oksestegen ligge, så overvej, hvad grunden er til, at du føler behov for at kommentere mit valg. Du må hjertens gerne udfritte mig om, hvorfor jeg tog falafel i min bagel og ikke kalkun eller laks. Det er bare påfaldende, at du aldrig spørger, hvorfor jeg heller ikke tog flødekartofler, soltørret tomat, bearnaisesovs, bulgursalat og karrydressing.