Stilhed = støtte: Din passive hovedrysten slår mennesker ihjel

Nogle ting er man nødt til at lade som om ikke eksisterer såsom Britneys nye læber og Die Hard 5. Men visse tragedier kan vi ikke bare vende det blinde øje til. De sidste ugers begivenheder har igen eksponeret dele af kulturens råddenskab, og hvor fjernt fra vores eget liv det end kan virke, eller hvor svært det er at gøre noget ved, må vi simpelthen ikke ignorere situationer som disse, selvom de måske ikke påvirker os direkte. Det er budskabet i det her indlæg.

Det er ikke en guide til, hvordan du skal håndtere en situation, jeg vil give dig, men et opråb om at gøre NOGET. Gør et eller andet. Gør alt andet end at lade problemerne fortsætte uhindret.

Udryddelse af diskrimination, vold og uretfærdighed kræver handling fra magthaverne – men du og jeg er også magthavere i kraft af vores respektive privilegier. Og vi kan sagtens gøre vores, selvom vi hverken besidder en høj stilling eller har de fornødne penge/tid/ressourcer til at råbe højest. Protester, lovgivning, repræsentation og så videre er nødvendigt for at skabe bedre vilkår for udsatte samfundsgrupper, men der hvor tingene i sidste ende er nødt til at ændre sig, for at minoritetspersoner kan mærke en forskel i behandlingen af dem og føle sig sikre, er i hverdagens sociale interaktioner. Den forskel kan du være med til at skabe.

Ud over at lytte, når nogen fortæller om et problem, og ud over at overveje, hvad du selv gør og siger, som kan være skadeligt, så gør opmærksom på det, når du er vidne til en problematisk handling. Tal den svages sag, når du bliver konfronteret med uhensigtsmæssig opførsel. Sig fra, når du hører noget nedsættende. Og sig til, når du oplever, at nogen bliver ekskluderet eller overset. Lige meget om det er din familie, dine venner, kolleger, nogle bekendte eller helt fremmede. Så længe du ikke gør andet end at ryste på hovedet, så accepterer du de facto situationen, som den er. Stilhed er lig med støtte til uretfærdigheden, som får lov at fortsætte uforstyrret.

Når minoriteter kritiserer valg, som vedrører dem selv, har folk oftere tendens til at sige “selvfølgelig mener du det” og ikke tage det så alvorligt (som om det gør min holdning mindre valid, at jeg ved, hvad jeg taler om?!). Du kan med din majoritetsposition få folk til at lytte mere, fordi de tænker “gud, nogen, der er ligesom mig, mener også det her og kæmper også aktivt imod”. Don’t ask me why, men sådan er det. Ligesom at visse mænd først accepterer et nej fra en kvinde, når en anden mand griber ind, eller at nogen kødtilbedere pure nægter at forholde sig til noget som helst, der kommer ud af (og ind i) en veganers mund.

Derfor er det så vigtigt, at alle er med i kampen. Dem, det går ud over, formår ikke at bekæmpe problemerne alene. Og det skal de heller ikke. Det er ikke den undertrykte, der kan stoppe undertrykkelsen; det er den undertrykkende parts opgave. Folk skal opleve, at de ikke slipper afsted med nedladende kommentarer og dårlig opførsel, lige meget om de personer, de taler om, er til stede eller ej. Så lav en aftale med dig selv om, at fra nu af holder du op med at grine høfligt eller forlade rummet. Og hvis der foregår et verbalt eller fysisk overfald funderet i identitetsbaseret afsky foran dig, så hanker du op i din integritet og bryder ind.

Vi skal sætte ind i fælles front

Sidste år befandt jeg mig selv som tilskuer i sådan en situation. Jeg kører i S-tog med to teenagere, som har DNA fra Mellemøsten, og en masse hvide mennesker. De to teenagere sidder og snakker sammen, og den ene har fødderne oppe på sædet foran. Pludselig kommer en midaldrende hvid mand hen og sætter sig ved siden af dem. “Here in Denmark ju ar not supposed to hav jur feet up on the seat”, formaner han med tydelig dansk accent. “Øh, hvorfor taler du engelsk til os? We speak Danish”, svarer de på perfekt dansk (som de også talte med hinanden lige før). Det forholder manden sig ikke til, men fortsætter med at irettesætte dem med selvtilfreds arrogance. På engelsk.

Teenagerne bliver forståeligt nok fornærmede og lettere oprevne. Det samme gør jeg. Der er helt stille i kupeen, og vi observerer alle opmærksomt det, der sker. Det er rigtigt, at de ikke skal sidde med skoene oppe på sædet, men den måde, det bliver sagt på, har intet at gøre med venlig henstillen til at følge reglerne. “When ju ar in Denmark”, siger han igen, som om de kommer fra et andet land og kun er her på ferie, “ju cannot do dat”. Jeg var første gang i tvivl, om jeg havde hørt forkert, men nu står det klart, at hans henvendelse er motiveret af deres hudfarve. Han så lige sit snit til at jokke sine fremmedhadske støvler ned over et par nemme ofre.

Der er ikke gået mere end 15-20 sekunder, og jeg syder af raseri over den ydmygende behandling, som jeg indser er i gang med at udfolde sig. Jeg beslutter mig for at spørge manden, hvad han har gang i, men i samme øjeblik jeg skal til at åbne munden, rejser de to teenagere sig op og forlader toget. Jeg håber virkelig, de skulle af der, for det vil gøre endnu mere ondt på mig, hvis de gik ud på grund af manden. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke brød ind noget før, men idioten skal ikke slippe, bare fordi situationen ophører, så mens de er på vej ud ad døren, konfronterer jeg ham.

“Hvorfor taler du engelsk til dem?”, er det første, jeg vrisser af ham. “Det skal du ikke blande dig i”, svarer han med et sociopatisk stoneface. “Jo, det kan jeg love dig for, jeg skal. Du kan jo høre, at de er fra Danmark, og de siger også til dig, at de taler dansk. Du vil tydeligvis bare provokere dem, fordi de ikke er hvide”. “Det har jeg ret til”, tror jeg er hans forsvar, men resten af samtalen fordamper lidt i vredens tåger, og snart skal jeg også selv af. Hvad jeg dog husker tydeligt er, at ingen andre i kupeen bakker mig op. Overhovedet. Ikke en lyd siger de, selvom der ingen tvivl er om, at den afstumpede herre opfører sig utilstedeligt.

Jeg håber sådan, de to unge mennesker nåede at høre, at der i det mindste var én person i kupeen, som tog deres parti og ikke ville finde sig i behandlingen af dem. Det er ikke til at bære, hvis de forlod seancen i den tro, at ingen reagerede, fordi alle havde samme indskrænkede indstilling som den mand. Og hvor ville jeg dog ønske, at manden var blevet sat på plads af mere end blot mig og min bævrende indignation. Det kan stadig undre mig, at ingen andre gjorde noget. Hvis man ikke speaker up i en så tydelig racistisk situation, hvornår gør man så?

Nuvel, det kan måske være svært at være den første, som hæver stemmen, men når nu jeg havde taget hul på bylden og var i gang med at rundsmadre ham verbalt, så kunne man da godt forvente, at de andre vidner hoppede med på retfærdighedsvognen, også så det var nemmere for mig at blive ved. Det ville være så stærkt, hvis vi satte solidarisk ind og i fælles front kunne få sådanne gyllespredere til at holde op og samtidig sikre, at dem, chikanen går ud over, ikke føler sig alene under episoden.

Jo, det er også dit ansvar

Den historie fortæller jeg ikke for at rose mig selv, men for at dokumentere at flertallets stilhed eksisterer, og for at fremhæve at der dermed er et behov for, at jeg skriver det her indlæg, og at du træder til, næste gang noget lignende sker. Her kan du få tips til at foretage bystander intervention, og det synes jeg, du skal bruge ti minutter på at læse. Men som man får at vide, når man lærer at redde liv, er det vigtigere, at du bare gør et eller andet, end at du gør præcis Det Rigtige™. Det princip gælder også for kulturel førstehjælp. Og det gælder lige meget, hvor voldsom situationen umiddelbart (ikke) virker.

Du vil nok sjældent overvære racistisk, homofobisk, et cetera chikane, selvom det sker oftere, end du tror, men jeg er sikker på, vi alle sammen kender til, at folk i vores omgangskreds, inklusiv dem vi elsker og ser op til, kommer med bemærkninger, der ikke hører til i 2020 og aldrig har gjort det. Either way beder jeg dig om – nej, befaler dig – at blande dig, hvis du ser en skægget person med kjole blive antastet på vej hjem fra byen, og jeg synes, du skal spørge din kusine, hvad fuck hun snakker om, næste gang hun lufter sit hvidcentriske menneskesyn. Den slags må ikke være legitimt nogensinde mere.

Du behøver ikke være ‘aktivist’ for at handle på de her ting. Det er alles ansvar. Selvom du ellers normalt ikke bruger tid på diskrimination, så SKAL du gøre det, når du møder den. Sig stop, når du hører en transfobisk kommentar. Bland dig, når du ser nogen grine af en tyk person. Tag diskussionen, når du oplever noget sexistisk. Beskyt dem, der bliver angrebet, og vær killjoy, når nogen giver udtryk for et verdenssyn, du ikke kan stå inde for. Når du lader stå til uden at sige noget, gør du dobbelt skade. Du ikke bare undlader at hjælpe – du tillader aktivt, at det syn og den ageren får lov at trives og sprede sig.

Ligeledes skal du også være åben for, at andre gør dig opmærksom på de uheldige praksisser, du selv tager del i. Husk på, at ingen er perfekte eller sidder med alle svarene. Vi har alle sammen underbevidste opfattelser og gør ærgerlige ting, vi ikke altid er klar over. Det går ikke ud på at pålægge skyld og skam, men derimod at anerkende og tage ansvar. Det handler om at gøre en vedvarende indsats for at oplyse dig selv og dem omkring dig. En indsats for både at forebygge og bekæmpe. Brug dine privilegier på at afmontere ignorance og forhindre fremtidige hadforbrydelser. Læg ikke ansvaret for at forbedre forholdene på de folk, som lider under dem.

Og ja, det er ubehageligt for dig at skulle sige din mening. Jeg begyndte selv at koldsvede og ryste i toget, og jeg hader at skulle være ham den irriterende til festen, der ikke fatter, at “det jo bare er noget, man siger”. Og ja, det er ubehageligt for dem, du siger det til. Og ja, det er ubehageligt for dig at få det at vide af andre. Men sådan må det være. Det må du acceptere. Fokuser i stedet på, hvor ubehageligt det er for dem, som den adfærd og de ord og de holdninger rammer på daglig basis. Dem, der ikke kan gå ned ad gaden uden at blive råbt af og spyttet på. Dem, der bliver holdt udenfor i folkeskolen og kaldt navne. Dem, der overvejer at begå selvmord, fordi de ikke kan klare mere nu.

Her må du ganske enkelt overkomme din hjertebanken eller manglende tro på dig selv eller frygt for at ødelægge den gode stemning, eller hvad det måtte være, der holder dig tilbage, og vælge handling frem for passivitet. Det er ikke nok at have sympati. Du er nødt til at udvise solidaritet. Man er ikke allieret blot ved at være enig i, at noget er forkert, men ved at gøre noget for at make it right. Og det er et livslangt arbejde. So start speaking up – andre steder end på din Instagram – and do not stop.

Stilhed, tabu og skam fastholder de ødelæggende strukturer.

Det kan godt være, de andre politifolk ikke sad på George Floyds hals, men de lod alle det kvælende knæ blive der.