Om Viktor Fischer og andre krænkelsesopportunistiske typer

Jeg ved ikke, hvem Viktor Fischer er (andet end mit nye crush). Men jeg ved, at han gjorde noget vigtigt for nylig. Han sagde klart fra over for brugen af ‘homo’ som skældsord. Så udbrød alle selvfølgelig “manden har jo ret” og holdt op med at benytte ordet i en nedværdigende kontekst. End of blogindlæg.

Nå, nej.

Kigger man i kommentarspor rundt omkring, bliver den danske Colin Kaepernick shamet for at fremhæve problemet. Folk kalder ham flere steder tudefjæs og negligerer alvoren. Allerede der begynder mine testikler at hænge gevaldigt. Men det, der får løgene til at nå mine ankler, er de mennesker, der forsøger at miskreditere ham ved at sige, at han er en falleret spiller, som er ude efter opmærksomhed. At han bare gør det for at få sine 15 minutes of fame. “Nu har han vist fået sin medietid”. “Han er så medieliderlig, at det er til at brække sig over”. “Han fik ikke den karriere, han var spået, han er ikke engang stjernen i FCK, og hans yngre holdkammerater er foran ham i køen til landsholdet. Men NU! Nu får han sin opmærksomhed, og han elsker det!”.

Reaktionerne her skriver sig ind i den yderst logiske tendens til at lade som om, folk bringer et emne op udelukkende for at blive set og hørt – hvilket naturligvis samtidig gør deres pointer ugyldige. Det siger sig selv: Skærmtid betyder en automatisk ophævning af den fremførte holdning. Martin Luther King – kæft en medieluder. Jovist, han havde da en drøm: at komme på tv. Han var sikkert også glad for at blive skudt. Tænk på al den presse! Hans negernonsens om undertrykkelse og ligestilling gav jo ingen mening; han så bare en oplagt mulighed for at sole sig i det politisk korrekte blitzlys og få lov at høre sig selv tale.

Det ved jeg godt, at ingen tænker. Der lavede jeg lidt en stråmand. Men det er sådan, jeg oplever udsagn som dem, Viktor Fischer får skudt i sin retning. Helt uden sans for indholdet i mandens ord. Og det får mig til at klemme hårdt på et utal af imaginære antistressbolde. Jeg har lige set filmen om højesteretsdommer (og mit nye woman crush) Ruth Bader Ginsburg, som siger, at man ikke skal lade sig distrahere af vrede. Kloge ord, men det har jeg ikke lært endnu. Og jeg gider ikke lade som om, andres idioti ikke rører mig. Jeg bliver voldsomt provokeret, når folk afskriver en holdning og ignorerer debatten ved essentially at sige: “Du fremfører kun det synspunkt, fordi det gavner dig”. Eller allerværst: “…fordi du synes, det er sjovt”.

En grim bror til “du vil bare have opmærksomhed”-fatamorganaen er hallucinationen om, at folk aktivt prøver at finde problemer. “Du leder efter noget at blive krænket over”. Mine blodårer begynder at dunke, bare jeg skriver det. Please. Jeg ville da ønske, jeg ikke skulle bruge tid og energi på at føle mig “””krænket”””! Jeg er topfrustreret over, at der sker så mange fucked up ting, som jeg bliver nødt til at tage mig af; at jeg ikke bare kan gå op i Britney og kattevideoer, men skal bruge ressourcer på at ændre det, der er galt med verden. Jeg hader, at jeg bruger mit liv på at kæmpe for ting, som burde være på plads for længst, og som kan have lange fremtidsudsigter. Men det føler jeg mig simpelthen tvunget til, når jeg støder på dem.

Visse mennesker holder også af at bruge den nært beslægtede “du kan godt lide at være krænket over alting konstant”. Ja, der er da ikke noget, jeg elsker mere end at gå rundt og være sur, bekymret, såret og gøre mig selv til genstand for fjendtlig feedback igen og igen. Det dræner mig på ingen måde for livslyst eller stjæler timer fra andre ting, jeg godt ville lave. Skal jeg stille det rigtig skarpt op, så svarer det til at sige til voldtægtsofre, at de sikkert håbede på at blive voldtaget, så de kunne få traumer over det. Absurd.

Nu kom vi lidt væk fra Viktor og hen på mig – “””krænkede””” skrigballoner vil jo helst møve sig ind i spotlyset, ved du nok. Hovedpointen er, at det ikke er fedt at være “””krænket”””. Og at selv hvis nogen skulle påpege et problem for at få opmærksomhed, så er det ikke lig med, at problemet er falskt eller ligegyldigt. Lad os bare sige, at Fischer så sit snit til at udnytte tidsånden og få sit navn ud til hele Danmark. Ville det ændre på, hvorvidt han har ret eller ej? Om der er et problem, vi skal have gjort noget ved? At det er skammeligt, at seksuel orientering bliver anvendt til at ydmyge andre? Præcis. Det skal stoppe nu, og det er det vigtige her.

Men ja, vi lever i en krænkelseskultur. Fordi der foregår krænkelser (i ordets brede forstand), som vi møder alt for ofte og nu er blevet bedre til at være opmærksomme på og sætte ord på. Ikke fordi vi opsøger dem eller faker, at vi føler os stødt.