It’s Blognicky, bitch!

“Say hello to the girl that I am // You’re gonna have to see through my perspective.”

– Britney Spears, filosof

Sidste år skrev jeg mit kandidatspeciale. Det hedder “Fjernsyn for dig, der er heteroseksuel” og handler om heteronormativ mikrodiskrimination i dansk børne-tv. Eller på dansk: Hvordan heteroseksualitet gennem subtile elementer i kommunikationen bliver fremhævet, normaliseret og glorificeret, mens homoseksualitet er fraværende, fremmedgjort og nedgjort. I specialet påpeger jeg, hvordan man trods velmenende intentioner kan komme til at konstruere en andethed omkring en minoritetsgruppe og til en vis grad udviske gruppens sociale eksistens.

Hvis vi som samfund vil have ikke bare formel ligestilling, men en dybereliggende følelse af lighed og ægte mangfoldighed, så er vi nødt til også at anerkende alle de implicitte måder, sociale magtforhold reproduceres på. Det synes jeg er sygt spændende at dykke ned i. Og noget af det mest interessante er kompleksiteten i problemstillingen. Vi har at gøre med kommunikative gråzoner og strukturelle normer, der kan være svære både at identificere, tale om og ændre på. Emnet er ikke objektivt, og området er ikke sort-hvidt. Det gør det vanskeligt at diskutere, men af samme grund er det så essentielt, at vi forsøger.

Analysearbejdet har for alvor fået mig til at reflektere over, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvad det har af betydning. Især er jeg optaget af de ting, vi normalt ikke snakker om eller er opmærksomme på. Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at fortsætte normkritikken uden for universitetets mure. Så det gør jeg nu med min helt egen blog. Den bliver stedet, hvor jeg tænker højt og råber højt; hvor jeg siger min mening og prøver at få verden til at give mening. Der vil både være plads til det korte og kontante og det mere introspektivt funderende. Og det meget metaagtige. Og alt muligt derimellem.

Jeg har leget med tanken længe og har været meget frem og tilbage. Jeg har været nervøs for, om det jeg siger er dumt. Om jeg åbner mig selv op for unødig kritik. Om det jeg tænker vil være relevant for andre end mig. Jeg har følt, at jeg ikke ved nok. At der er andre, der er meget skarpere. Tænk, hvis jeg overser noget eller ikke formulerer mine pointer godt nok. Men jeg synes generelt, det er vigtigt, at alle kan blande sig i debatten, også selvom man ikke ligger inde med samtlige brikker til livets puslespil. Eller ikke kender de rigtige ord. Eller selv handler skadeligt. Det gælder også for mig.

Så jeg har valgt at sige fuck it. Nu gør vi det sgu. For lysten er der. Og jeg har også en masse grunde til, hvorfor det er en god idé. Med tastaturet som machete vil jeg derfor hakke mig gennem kulturens jungle og se nærmere på, hvad der gemmer sig inde i den snørklede bevoksning. Jeg håber, du har lyst til at tage med.