“Hvis det bliver forbudt at knalde sin hund, hvordan skal jeg så få sex?”
Hej børn.
I dag skal vi snakke om et argument, jeg ikke ser så tit, men som indimellem tropper op i forskellige debatter og bare står og ser fjollet ud. Jeg ved ikke, om det har et retorisk navn, men jeg kalder det “Hvis det bliver forbudt at knalde sin hund, hvordan skal jeg så få sex?”-argumentet. For det svarer lidt til at sige: “Hvis det bliver forbudt at knalde sin hund, hvordan skal jeg så få sex?”. Allow me to explain.
Da jeg studerede i USA, var der én, der helt oprigtigt sagde til mig: “Jamen, hvordan skal vi se delfiner og hvaler tæt på, hvis de ikke er i SeaWorld?”. Jamen… Det skal vi nok ikke så. Indespærring og isolering af sociale dyr, der normalt bevæger sig over kæmpe afstande, er ikke et nødvendigt onde, for at mennesker kan få tilfredsstillet en sygelig trang til at se dem spille hop-over-bold og være deprimerede. Tror du, du har lovkrav på at høre en søløve klappe i takt, hver gang du keder dig?
Vi har også problematikken med kødproduktion, hvor der lejlighedsvis er Netto-handlende typer (slap af, jeg handler selv i Netto), som siger: “Vi har jo ikke råd til kød, hvis alt skal være økologisk, og der kommer klimaskatter på”. Guess what: Så må du lade være med at have råd til kød! Hvis det er en højere pris, der er nødvendig, for at vi behandler køer bedre og stadig har en planet at bo på, så må det være sådan. Simple. As. That. Det er ikke en menneskeret at spise kylling. At du kun kan få gris på gaflen to gange om ugen i stedet for fem skal ikke veje tungere, end at dyr og miljøet lider.
En variant af argumentet findes også i omskæringsdebatten. Her lyder et tilbagevendende forsvar for, at omskæring uden medicinsk indikation skal forblive lovligt: “Hvis vi forbyder rituel omskæring, så kan jødedommen ikke eksistere i Danmark”. Nå. Men hvis en religion står og falder med retten til at skære kropsdele af andre mennesker, så må det jo være konsekvensen. Vi kan altså ikke have som kriterium for lovgivning, at religioner skal kunne operere – bogstaveligt talt – uden begrænsninger. Og da især ikke på bekostning af basale menneskerettigheder. (Det står ligesom også skrevet i grundloven, at enhver religionsdyrkelse skal overholde de regler, som i øvrigt gælder i samfundet. Desuden er en aldersgrænse for ikke-medicinsk omskæring overhovedet ikke det samme som at tvinge jødedommen ud af landet. Men mere om det en anden gang.)
*Og NEJ, jeg sammenligner hverken delfinarier, kødspisning eller omskæring med dyresex*
For at opsummere: “Hvis det bliver forbudt at knalde sin hund, hvordan skal jeg så få sex?” – det ved jeg sørme ikke, men det skal da ikke være hundens problem. Din lyst til sex retfærdiggør ikke, at du knepper dit kæledyr. Kan du ikke få sex på andre måder, er det bare ærgerligt, Sonny Boy. At beskyttelsen af andres basale behov, værdighed og overlevelse forhindrer dig i at gøre, hvad der passer dig, er ikke et argument for, at den beskyttelse skal droppes. I visse tilfælde er det tværtimod argumentet for, at beskyttelsen skal indføres.