Dansk kultur

Jeg si’r hallo, hal-fucking-lo

Det er professionelle kontakter, jeg er ved at lave en aftale med, hvor dialogen pludselig stopper efter min seneste besked. Det er samtaler, jeg følger op på, hvor jeg aldrig hører mere. Det er venner, som jeg sender en sjov meme, der slet ikke reagerer på den. Det er mennesker, jeg netop har betroet noget meget personligt, som så bare lader mig hænge på ‘læst’. Permanent. Løbende støder jeg på folk, som ikke svarer, og jeg fatter det simpelthen ikke. Du behøver selvfølgelig ikke svare med det samme, men du kan ikke tillade dig at ghoste.

Taler jeg til dig digitalt, så taler jeg til dig. Og så skal du give mig et svar af en eller anden art. Nej, hvis du får 200 beskeder om dagen, kan jeg måske ikke forvente, at du orker at svare. Men det får du jo ikke. Hvis jeg var en troll, der kun havde skrevet for at genere dig, ville du være i din gode ret til at ignorere mig. Men det er jeg jo ikke. Hvis jeg kontaktede dig 48 gange om dagen, kunne du holde op med at svare for at få mig til at forstå et hint. Men det gør jeg jo ikke. Det er helt almindelige samtaler med normale beskeder, reelle spørgsmål og god stemning.

Jeg nægter at acceptere, at du “bare er lidt glemsom” og “nemt bliver distraheret”. Så tag et screenshot i det sekund, du åbner beskeden, så du er sikker på at blive mindet om at svare, næste gang du kigger i din kamerarulle. Eller marker beskeden som ulæst, efter du har læst den, så du husker at gå ind på den igen. Eller lad ganske enkelt være med at åbne beskeden, før du ved, du har tid til at forholde dig til den. Du kan ikke være bekendt at lade som om, jeg ikke har kommunikeret til dig. Det gælder lige meget, om du er én jeg kender eller ej. Som repræsentant for en organisation sender du et signal om, at I ikke er interesseret i gode relationer. Eller i min opbakning. Eller i mine penge. Som privatperson sender du et signal om, at jeg er ligegyldig. Og det vil jeg ikke finde mig i.

Hvis du er for syg til at svare, og du i din febervildelse fuldstændig sveder ud, at jeg har skrevet til dig, så kan jeg måske affinde mig med det. Men jeg skal helst se en lægeerklæring. For en sms er i min verden det samme som verbal kommunikation. Taler nogen til dig, så svarer du – ikke nødvendigvis med det samme, men på et eller andet tidspunkt inden for en overskuelig fremtid. Hvis du ikke magter at skrive, så spørg om du må ringe i stedet. Og hvis du har de bedste intentioner, og hvis du har prøvet alt det, jeg nævner ovenfor, men simpelthen bare nogle gange alligevel ikke får vendt tilbage, så må du altså tage mere drastiske midler i brug. Noter på en lap papir, at du skal huske at svare. Skriv det på begge hænder. Tatover det i panden på din kæreste! Jeg er ligeglad. Bare svar.

5 kommentarer

  • Julie

    Jeg kan godt se dit perspektiv, men det er altså ikke alle, der har overskuddet eller lysten til bruge en masse tid på ens tlf./tablet/bærbar – som det vil kræve, hvis man skulle svare på ens beskeder konstant. Mange mennesker har også brug for at koble fra og ikke at være “på” hele tiden. Samfundets struktur gør, at det er svært at begå sig uden internettet, men nogle gange er det altså også et onde, der hindrer at være til stede i nuet. Altså, det er ok ikke at svare hurtigt, så længe man bare svarer på et tidspunkt. Hvis personen forventer et hurtigt svar, må vedkommende selv ringe, og/eller på anden vis ytre, at man har behov for et svar. ?

    • nickhvidtfeldt

      Ah, jeg har ikke været klar nok så. Det handler ikke om, at folk ikke svarer hurtigt. Det handler om, at folk ikke svarer overhovedet! Jeg er helt enig i, at man ikke skal stå på spring og være tilgængelig konstant. Jeg har intet imod, at folk venter med at svare på beskeder – det gør jeg selvfølgelig også selv. Når jeg siger, at det at skrive til nogen er det samme som at tale til nogen, så mener jeg, at man skylder personen et svar. Ikke nødvendigvis i samme øjeblik, men man kan ikke bare lade være med nogensinde at svare 😉

  • Julie Fønskov

    Det er simpelthen en våd slasker lige i face at lade være med at svare, og der er få ting, der kan hidse mig mere op.

    Det vedkommende gør er nemlig at få en til at fremstå needy ganske uberettiget. Når man så sidder dér, og bliver frustreret over manglende svar, så er man pludselig “den der går for meget op i det”. Og man er jo sat skakmat. Man kan ligesom ikke rigtig skrive IGEN og bede folk tage sig the fuck sammen og give lyd, for så bekræfter man bare den neediness.

    Ej, men fuck mig, det er no. 1 på provo-listen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.