En undskyldning bliver aldrig for gammel

“Hej Nick. Jeg ved ikke, om du kan huske, hvad der skete i folkeskolen, men det er noget, der hjemsøger mig”. Sådan begynder den besked, jeg for nylig fik af en fyr, som jeg ikke har set eller hørt fra, siden vi gik ud af 9. klasse.

Når folk spørger mig, hvordan jeg har oplevet at vokse op som bøsse i Danmark, plejer jeg at sige, at jeg aldrig har været ude for noget voldsomt – bare lidt mobning i folkeskolen. Men som diverse psykologer sikkert kan bekræfte, er der sjældent tale om ‘bare lidt’, når det kommer til konsekvenserne af mobning. Uanset hvor meget jeg allerede dengang godt vidste, de tog fejl, og hvor sikker jeg er på mit eget værd i dag, så sætter det spor at få fortalt, at man er forkert og uønsket. Selvom det er over 10 år siden, kan jeg stadig huske visse episoder lige så tydeligt, som var de en Britney-musikvideo. Og de gør stadig ondt.

Jeg mærkede udstødelsen på forskellige måder. Der var de personer, der kiggede skævt til mig uden at sige noget. Så var der dem, der kom med nedladende kommentarer og kaldte mig navne, jeg ikke vil gengive her. Der var dem, som ikke ville gå i bad med en svans efter idræt, fordi jeg jo gloede på dem (det er så selvfølgelig også min fejl, at jeg har øjne). Men det, der giver mig det største stik i maven den dag i dag, var følelsen af at blive fravalgt af folk, jeg troede var mine venner.

En eftermiddag skulle jeg være sammen med én af mine gode drengevenner som så mange gange før. Vi gik fra skolen hjem til mig, og på vejen mødte vi nogle andre drenge, som stoppede os. De kiggede på mig med afsky og spurgte hånligt min ven: “Skal du hjem til ham?”. “Nej”, svarede han prompte. Det skulle han absolut ikke. Så gik de videre, og det samme gjorde vi. Jeg var dybt såret. Men ydmygelsen i at blive afvist af en person, jeg troede ville have min ryg, forhindrede mig i at spørge, hvad fanden der lige var foregået. Det behøvede jeg nu heller ikke. Jeg var udmærket godt klar over, at jeg netop var blevet forrådt og min værdighed trådt på til fordel for min vens sociale status.

Jeg havde også en anden kammerat i klassen, som pludselig en dag ikke talte til mig mere. Vi havde været sammen mange gange, men det stoppede brat et af de sidste år, uden jeg fik at vide hvorfor. Jeg modtog først en umotiveret sviner fra ham på nettet, og derefter undgik han mig resten af vores skoletid. Selvom jeg havde en klar fornemmelse af, hvad det drejede sig om, lykkedes det mig aldrig helt at forstå, hvorfor han vendte sig mod mig fra den ene dag til den anden. Men det gør jeg nu. For det er ham, der har skrevet til mig.

Ud af det blå fik jeg en forbavsende ærlig besked, hvori han undskylder for at have opført sig på den måde. Han forklarer, hvordan han følte sig presset af andre i klassen til at tage afstand, og fortæller, at han har haft det dårligt over det i alle årene siden. “Jeg er sur over, at jeg lod sådan noget komme imellem os. Jeg burde have undskyldt med det samme, bakket dig op og talt med dig om det, men jeg turde ikke. Jeg har altid syntes, du var megasej, og jeg havde ikke noget problem med, om du var til det ene eller det andet. Så jeg kunne ikke genkende mig selv i den måde, jeg handlede på. Jeg var bare bange. Jeg var en kæmpe kujon”.

Jeg deler historien – med hans tilladelse – for at sige, hvor sindssygt befriende det er at høre de ord. Jeg har tænkt over situationen mange gange i årenes løb, og jeg har været afklaret med, at han gjorde, hvad han gjorde, fordi han var et barn, og børn gør dumme ting ved andre børn. Han var jo heller ikke den eneste. Og som det nok har handlet om for de fleste af dem, skete det på grund af deres egen usikkerhed. Men det betyder virkelig meget, at han rækker ud og lægger sig fladt ned. At han anerkender, han gjorde mig ked af det, og at det ikke var i orden. At jeg ikke havde gjort noget forkert og ikke fortjente den behandling.

Samtidig er det supersejt, at han bearbejder sine dæmoner og rydder op i sin fortid. Det har inspireret mig til at følge i hans forbilledlige fodspor. Jeg har skrevet undskyld til en pige fra klassen, som jeg tror, jeg var med til at mobbe, uden jeg var klar over det dengang. Måske der falder en sten fra hendes hjerte, ligesom der gjorde fra mit. Og måske min ven har startet en kædereaktion. I hvert fald kan jeg kun opfordre til at se skammen i øjnene og gøre noget ved den. For i modsætning til kvindelige skuespillere bliver en undskyldning aldrig for gammel. Så for at gå fuld morale på pointen: Vær ikke bange for at erkende dine fejl over for mennesker, du har gjort ondt. Det er helende for både dem og dig.