En hyldest til den heteroseksuelle mand i mit liv
Siden sidste uges fortælling om at sige undskyld har flere gamle klassekammerater skrevet til mig for at sige, at de blev rørt af indlægget. Det er både folk, som har følt sig mobbet og udenfor ligesom mig, og andre, der er kede af, hvis jeg har følt mig mobbet af dem. Jeg havde virkelig ikke forventet, at min bette beretning ville give genlyd på den måde, men hvor er det rart at høre, at den har sat nogle refleksioner i gang.
Jeg har også selv reflekteret videre, og som man nok kunne opfange, var det primært heteroseksuelle (så vidt jeg ved) drenge, der havde et problem med mig i folkeskolen. Det fik mig til at tænke på – og smile over – hvor markant anderledes en verden jeg lever i i dag. Altså verden-verden er selvfølgelig stadig præget af homohad, berøringsangst, undertrykkelse og hate crimes, men i min egen lille verden oplever jeg som voksen det helt omvendte fra heteroseksuelle mænd. Både de fremmede, bekendte og mine gode venner. De er ikke utrygge ved mig, og de er ikke utrygge ved, at de ikke er utrygge ved mig.
Måske lyder det helt absurd at fremhæve. Jeg kan godt høre det lidt. Hvorfor skulle den gennemsnitlige heterofyr være utilpas i selskab med en homofyr i den vestlige verden anno 2019? Men når jeg i min barndom som grundregel har lært, at drengene står derovre og hvisker, mens jeg står herovre og leger med pigerne, så er det fandeme mærkeligt, når det vender. Og det har det gjort i løbet af 20’erne. Lige pludselig møder jeg heteroseksuelle fyre, som gider mig. De er ikke blege for at være nysgerrige, tage kontakt og tale til mig uden forbehold. De kan lide mig. Og jeg kan lide dem.
Jeg bliver mødt med beundring og respekt, når jeg optræder med slutty Britney-koreografi til privatfester, i Absalon, på jobcenteret, eller hvor det nu ellers er sket. Er jeg dagens sjove indslag? Ja. Men ikke til grin. Jeg bliver cheered on undervejs, og heterofyre kommer bagefter hen og klapper mig på skulderen og fortæller, hvor nice jeg er (ananas i egen juice, jaja). Når jeg sætter Spice Girls eller Cher på festens playliste, ruller de ikke med øjnene og forlader lokalet. De high-fiver mig og danser ekstatisk med.
Da jeg skrev til min udlejer og søgte om hans ledige værelse, malede jeg helt bevidst med popdivapenslen. Ved sprogligt at vifte med de løse håndled kunne jeg foregribe hans eventuelle fremtidige væmmelse, når jeg rykkede ind med mit Britney-bedelys og Christina-vægtæppe. Ja, jeg tager mine forholdsregler. Better safe than hjemløs igen. Men han havde ingen betænkeligheder ved min besked. Tværtimod syntes han, jeg lød som en megafed person (humble brag, I know). Nu er vi venner.
Mine heteroseksuelle mandekollegaer behandler mig som enhver anden medarbejder, hvis ikke ligefrem bedre. Vi lader de ondeste disses flyve hen over skrivebordet, og de spørger ind til mine følelser, når der er noget, der trykker. Mine heteroseksuelle mandemedstuderende fra universitetet inviterer mig med til fødselsdage og hjem på middag. Her taler vi om den seneste sladder, lufter hjertesorger, diskuterer politik og griner hele aftenen. Jeg beklager, hvis det lyder hamrende banalt. Det er det ikke for mig. Den form for platonisk intimitet med en heteroseksuel mand havde jeg aldrig forestillet mig kunne eksistere, da jeg var yngre.
Jeg har også heteromandevenner, som deler deres private usikkerheder og udfordringer med mig. De siger, de føler sig trygge ved mig. De giver mig lange, inderlige kram. Fortæller at de savner mig. At de elsker mig. Okay, der er kun én af dem, der har sagt, at han elsker mig. Han er til gengæld fra en republikansk familie i sydstaterne (#fordomme). Der er heteromænd, som ikke har noget imod, at jeg ser dem i underbukser. Eller uden underbukser. Og de ved udmærket godt, at jeg tænder på det (altså på nøgne mænd generelt set, ikke lige præcis dem nødvendigvis. Okay, nogle gange lidt. På et par af dem. Eller faktisk… Fuck. I’ve said too much). Jeg kan give dem komplimenter, uden de bliver forfærdede. Jeg kan endda joke med, hvad jeg har lyst til at gøre ved dem, i meget grafiske detaljer, uden at de farer i flint. De kan sågar finde på at spille med på den for en stund.
Det var nogle af grundene til, at mine relationer til heterofyre kan gøre mig helt klichékvalmt varm om hjertet. Alligevel sidder der stadig en instinktiv nervøsitet i mig, hver eneste gang jeg taler med én. Også dem jeg ser som mine tætte venner. Jeg føler, at nu kan det ikke vare længe, før jeg kommer til at gøre noget, som får dem til at vende sig mod mig. Jeg spænder ubevidst i maven og nærstuderer afventende deres ansigter for tegn på, at dommedagsprofetien i mine indvolde er korrekt. Med fremmede heteromænd går min hjerne på instant overarbejde. Jeg analyserer hver en sætning, bevægelse og tonefald. Hos både mig selv og dem. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de bag deres imødekommende øjne dømmer mig; at de lader som om, vi klikker, og så bagtaler mig, når jeg er gået; at de bare venter på, jeg slapper af, så de kan flå tæppet væk under mig.
Den frygt bliver heldigvis mindre, for hver dag der går. Takket være de heteroseksuelle mænd i mit liv, som jeg efterhånden tør tro på oprigtigt synes om mig. Så tak til jer. Tak for at I er, som I er.
Nu skal det ikke lyde, som om jeg er åh-så-lykkelig over, at heteroseksuelle mænd accepterer mig; som om jeg taler ind i en forståelse af, at man skal være taknemmelig for, at majoriteten gider være sød ved minoriteten. Det er ikke det, jeg mener. Men I heler mine sår. Og tager man det historiske ubehag ved homoseksuelle i betragtning, og min egen erfaring med at fyre kan være bange for overhovedet at interagere med bøsser, så synes jeg, det er vildt, at min heteroseksuelle mandeven og jeg kan sidde og have en samtale om vores pikke. Jeg er tosset med dét og alt det andet! Det er pisseskønt, at der ikke skal være en barriere mellem os, blot fordi vi har lyst til at klaske vores kønsdele mod to forskellige kategorier af kroppe.