Det er 2019: Hvorfor synger bøsser stadig om kvinder?

Westlife er tilbage! (I know, right?! Vinterdepression kureret!) Efter seks års pause har de netop udgivet singlen “Hello My Love”, som selvfølgelig er en klassisk kærlighedsbasker. Jeg er lykkelig! Eller det var jeg, indtil jeg hørte andet vers. Her rimer de ‘wanted’ med ‘wanted’. Det er sateme dovent. Min skuffelse skyldes dog primært, at Mark om sin i sangen udkårne leverer de sigende ord: “Father’s eyes, but mother’s daughter”. Daughter. Hvis du læste mit sidste indlæg, kan du måske allerede regne ud, hvor jeg vil hen med det. Mark er homo. Åbent homo. Hvorfor helvede synger han om at være forelsket i en kvinde?

Det er én ting, at han fortsat crooner med om Mandy fra nummeret af samme navn, som Westlife udgav, dengang han stadig var i skabet. Og ja, Westlifes kernepublikum er kvinder. Og ja, man spiller i en vis udstrækning en rolle i jobbet som popstjerne. Især i et boyband. Men come on. Hvorfor i alverden skal beskrivelsen af en kvinde indgå i netop Marks vers? Hvis han af whatever reason ikke vil synge eksplicit om en mand… Okay, I guess. Men at hans tekst decideret fortæller, at der IKKE er tale om en mand, det giver jo minus mening. Og det er virkelig en skam.

Nu tænker du måske, at jeg går op i en ligegyldig lille ting. Men når der ikke er flere homo- og biseksuelle popstjerner, end der er, så skal vi for dælen da ikke camouflere de få, vi rent faktisk kan støve op. Når man går ind og skjuler den begrænsede repræsentation, der findes, så bliver det en stor ting. Og Westlife-casen er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Vi ser det typisk ved, at en bøsse og en kvinde krænger deres hjerter ud til hinanden i en øm duet. Et dugfriskt eksempel er Sam Smiths nye single med Normani, “Dancing with a Stranger”. Igen, Sam Smith – HE’S FUCKING GAY. Hvorfor laver han ikke en duet med Olly Alexander fra Years & Years? Eller med Ed Sheeran, Charlie Puth eller Adam Levine for den sags skyld? Hvis homoer kan spille heteroer i en sang, så må heteroer også kunne spille homoer.

I nogle tilfælde er selve fraværet af homoseksuelle indikationer også påfaldende nok til, at jeg ikke kan lade være med at studse over det. Det kan godt være, at en homoartist ikke som sådan ifører sig musikalske heteroklæder, men hvis den homoseksuelle tiltrækning heller ikke bliver tydeligt omfavnet i artistens output, så sender det nogle ærgerlige signaler om, at homoseksualitet ikke helt er tilladt alligevel. Jeg siger ikke, man som homo- eller biseksuel skal specificere sin seksuelle orientering i hver udgivelse, man laver. Men når man stort set aldrig giver udtryk for den i de produktioner, offentligheden ser og hører, så bliver jeg altså lidt mistænkelig. Især når jeg sammenligner med heteroseksuelle kunstnere.

Jeg er ikke sikker på, hvem jeg skal være sur på. Jeg ved ikke, hvem der er skurkene i det her, og i hvor høj grad der rent faktisk er skurke, som sidder og sorterer ud i utvetydige homoreferencer. Men det er da en kende pudsigt, at den heteroseksuelle Justin Timberlake har en kvindelig love interest i størstedelen af sine musikvideoer, mens den homoseksuelle Adam Lambert har en mandlig modpart i lige præcis nul. Og det er altså ikke fordi, Adams sange handler mindre om kærlighed end Justins.

Vi er endelig kommet til et sted i historien, hvor man kan være åben om sin seksuelle orientering og stadig have succes. Man behøver ikke længere frygte for sin karriere, hvis nogen finder ud af, at man er tiltrukket af sit eget køn. Det skal vi da udnytte! Så hvorfor er det, at nogle af hitlisternes regnbueartister lader til at undgå kønsspecifikke elementer eller ligefrem aktivt benytter en heteroseksuel skabelon? Jeg er ærligt talt forvirret. Like… Det er på ingen måde en hemmelighed, at de ikke er heteroseksuelle. De taler stolt om det i interviews. Hvorfor går de så ikke all in på det i deres musik?

Til dig, der allerede sidder klar med de første 43 eksempler på homo- eller biseksuelle sangere, der ikke holder sig tilbage: Ja, i de sidste fem-syv år er der sket en opblomstring af ikke-heteroseksuelle mainstreamartister, som formår at udtrykke deres autentiske jeg. Det er en helt fantastisk tendens, som bare skal vokse og vokse. En bemærkelsesværdig udgivelse var Halseys tydeligt kvindeomhandlende “Strangers” med Lauren Jauregui fra 2017, som endda fik en musikvideo, liveperformances og hele moletjavsen. Og Troye Sivan – thank Godney for Troye Sivan! (…som dog gav os en romantisk duet med Ariana Grande sidste år. But I’ll let that one slide.)

Vi har altså rigtigt nok en del tilfælde med eksplicitte homotilkendegivelser. Men det vejer ikke op for de tilfælde, hvor det modsatte sker. For det virker stadig lidt som om, at homoseksualitet ikke helt har ret til en plads i offentligheden; at det er fint nok, man er homo, når bare man ikke rubber det i andres face. Og det skal vi have lavet om på. Én ikke-hetero, der underspiller sin seksuelle orientering eller sågar spiller hetero, er én ikke-hetero for meget.