Husk disse tre ting, før du sætter dit kryds

Du kender det. Det er dagen inden valget. Du har stadig ikke besluttet, hvem du vil stemme på. Nu må du simpelthen tage dig sammen, siger du til dig selv. Luk så ned for Pornhub og brug din aften på noget produktivt (helt tænkt eksempel). Du åbner et nyt browservindue. Skriver “kandidattest” i søgefeltet og trykker Enter. Klikker på én, måske to af dem, svarer på spørgsmålene og får en liste frem med partier og procenter. Ah, nu har du en god idé om, hvor krydset skal sidde. Godt, færdig, tilbage til Pornhub (igen, udelukkende fiktivt scenarie). Men holdt, stop, stands!

En valgtest har mange svagheder. Én af dem er, at den kun giver dig svaret på, hvor enig du er med de specifikke ting, du bliver spurgt ind til. Det er jo ikke sikkert, det er de 12 spørgsmål, der er vigtige for dig, når du skal finde den rette firkant i stemmeboksen. Så måske er du 87 procent enig med din topscorer i netop denne test, men det kunne være, du i virkeligheden burde stemme på nummer fire. For selvom I tilsyneladende kun har 64 procent til fælles og ikke er enige om, hvor meget byggeri der skal tillades ved kysterne, så har dette parti de bedste idéer på uddannelsesområdet, som er det, der optager dig allermest.

En anden svaghed ved valgtests er, at de giver muligheden for at svare ‘ved ikke’ eller ‘hverken enig eller uenig’. Hapser du det svar for mange gange, fucker det algoritmen op, og det skal du være opmærksom på, når du modtager konklusionen. Jeg har engang fået at vide i en test, at den ikke kunne give mig et resultat, fordi jeg var nødt til at mene noget mere. Den besked vil jeg hellere have end resultatet af den test, jeg lige har taget. Her svarede jeg også ‘mnjarh’ til over halvdelen af tingene, og præmieskamlen bestod af Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti. Godt nok stod der samtidig, at jeg kun var nogle-af-30 procent enig med de tre partier, men hvis jeg havde overset den del, kunne det nemt få mig til at tro, jeg hørte hjemme i blå blok. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det reflekterer min reelle politiske overbevisning, så kan jeg oplyse, at det er cirka lige så korrekt, som det er, at mine Pornhub-søgninger inkluderer “titty fuck” og “ping pong pussy show” (okay, det er måske sket en enkelt gang. Man er vel nysgerrig).

Nå, okay, tænker du. Så må jeg prøve at google alle partierne og læse lidt om, hvad de har sagt i valgkampen. Hvad mener Kristendemokraterne egentlig? Du falder over et interview med overskriften “Ny kristelig formand: Jeg har mødt nul vælgere, der interesserer sig for abort og homoseksuelles rettigheder“. Puha, det lugter af en holdning, jeg ikke skal have noget at gøre med, siger du straks til dig selv. Så den artikel gider du ikke engang klikke på. Du kan faktisk også huske, at Sex & Samfund skrev noget om citatet på Facebook, og din yndlingspodcast var vist også ude med riven i den forbindelse. Det må betyde, at Kristendemokraterne er nogle snæversynede og fjendtlige typer, så dem styrer du udenom. Men hov! Der er endnu en kende, der skal tøves, og den er lige her.

Hvilke adjektiver der er passende at bruge om Kristendemokraterne, og hvad deres holdninger til abort og homoseksuelle er, vil jeg ikke komme nærmere ind på*. Men at man kan udlede dem fra den overskrift, er forkert. Isoleret set lyder citatet måske som “ingen giver en fuck for, om homoseksuelle har det godt, og om man kan få en abort” eller som en kontant afvisning af at ville forholde sig til spørgsmål om de emner. Men læser man interviewet og ser sammenhængen, så er det en del af et svar om, at abort og homoseksuelles rettigheder ofte løber med opmærksomheden, når Kristendemokraterne får pressedækning. Isabella Arendt oplever, at det ikke er de emner, vælgerne efterspørger viden omkring, når det kommer til Kristendemokraternes holdninger. Derfor er hendes pointe med ordene, at journalister i højere grad bør spørge ind til ting, der optager flertallet i den nuværende samfundsdebat, og som fylder i mediernes valgdækning.

Sætningen er altså godt nok ikke en forfalskning af hendes ord, men fremhævet som afkoblet overskrift får den nemt en lidt anden betydning end den, afsenderen lagde i den. Og den betydning vil få mange læsere til at korse sig (…undskyld, jeg kunne ikke lade være). Det fører til clicks, delinger og omtale i andre medier. Det ved journalisten naturligvis godt. Det er lige præcis derfor, overskrifter bliver skåret skarpt, citater hevet ud af kontekst og historier vinklet snævert.

Misforståelser kan også nemt opstå, selvom det ikke er nogens hensigt. Især når man får udtalelser leveret gennem en tredjepart. I den politiske verden er der dog ofte tale om bevidste forsøg på stråmænd. Og der findes langt værre fordrejninger i valgkampen, end hvad Isabella Arendt potentielt er udsat for her. Men jeg bruger dette eksempel for at vise, hvordan selv en korrekt citeret sætning og objektivt beskrivende overskrift kan tangere en fejlrepræsentation af den mening, der blev forsøgt udtrykt. Og dét uanset, om det er videreformidlerens hensigt eller ej. Så vær på vagt over for misvisende gengivelser og gå altid til kilden selv.

Javel, fair nok, gå til kilden selv. Det forstår du godt. Så du skynder dig at taste socialdemokratiet.dk for at se, hvad de siger derinde. Du klikker lidt rundt. Falder over noget med børn. Det er jo faktisk én af dine mærkesager, nu du tænker dig om. “Altid på børnenes side”, står der. Mmmh, det føles rart i mavsen. “Socialdemokratiet vil skabe et samfund, hvor alle får muligheden for at forme deres eget liv”. Yes, yes, yes. “Det kan ikke være rigtigt, at vores baggrund, vores forældre, skal afgøre, hvilket liv vi har muligheden for at leve”. Bingo. Spot on. Det passer perfekt med dine værdier. Mette Frederiksen omtaler jo også konsekvent sig selv som “børnenes statsminister”. Det lyder knageme godt, og du kan ikke vente med at cykle ned og sætte dit kryds ud for Liste A.

Men der må jeg stikke en kæp i dit hjul! Eller spidsen af en børnepenis rettere sagt. For hvis du kører videre, bliver dens forhud kappet af. Socialdemokratiet er nemlig et af de partier, der mener, at vi ikke skal have et forbud mod rituel omskæring af børn. De går ind for, at det fortsat skal være tilladt at spænde en baby fast og skære en rask kropsdel af den. Er det altid at være på børnenes side, hvis man ikke giver dem muligheden for at sige ja eller nej til at få ændret funktionen, følsomheden og udseendet på deres kønsorganer? Arbejder man for retten til, at alle kan forme deres eget liv, når man accepterer, at drenge og interkønnede ikke bestemmer over deres egen krop? Er man børnenes statsminister, når man tager mere hensyn til forældrenes ønsker end til barnets helt grundlæggende menneskerettigheder?

Selvom du får din viden om et parti og en politiker fra hestens egen mund (ikke at jeg kalder Mette Frederiksen en hest), så skal du altså have in mente, at også dén information kan være vildledende. I særdeleshed hvis du kun hører de overordnede linjer. Det vil altid være det glansbillede, der får deres politik til at fremstå bedst muligt i dine ører, og en frejdig catchphrase betyder ikke en fair politik [indsæt vilkårligt Trump-kampråb som eksempel]. Mange partier vil også gerne appellere til flest mulige vælgere, og derfor kører de stjernetegnsstilen, hvor man pudseløjerligt nok kan genkende noget af sig selv i hver af dem. Det er simpelthen det dummeste ved valgplakater. “Et stærkere Danmark”. “Bedre velfærd nu”. “Grønt er godt”. DET BESKRIVER ALLE PARTIERS HOLDNINGER, OG DET SIGER INTET OM, HVAD I FORESLÅR, OG HVORDAN I VIL OPNÅ DET.

Læs derfor i partiets partiprogram for at få de mere sigende detaljer bag deres fine ord – og vær klar over, at partiprogrammet ikke nødvendigvis fortæller om alt det, partiet mener. Måske mangler partiets standpunkt i sager, som du synes er temmelig essentielle for din beslutning. Såsom deres holdning til en aldersgrænse for ikke-medicinsk betinget omskæring. Og på den måde kan du desværre komme til at stemme på noget, du egentlig ikke kan stå inde for at støtte. Så glem ikke at søge information andre steder om ting, du går op i, som partiprogrammerne ikke indeholder (men pas på, du ikke falder i fælden med stråmænd og misforståelser som beskrevet før).

Oh, fuck, råber du. Hvad fanden skal jeg så gøre? Ja, jeg ved godt, det hele lyder lidt ‘trust no one’-agtigt. Men mit budskab er sådan set bare, at du skal huske at være kritisk over for de informationer, du får, før du lader dig overbevise om noget. Det gælder til alle tider, men specielt når du har travlt og er i vildrede og hypermodtagelig for alle input – som for eksempel lige op til et folketingsvalg. Titlen på dette indlæg lover dig tre takeaways, så for at du ikke skal kunne komme og sige, at jeg har stillet dig noget usandt i udsigt og dermed ikke er et hak bedre selv, får du her en opsummering af hovedpointerne:

Lad være at basere dit valg af parti eller politiker på
– en hurtig kandidattest
– en afskrækkende overskrift
– et fængende kampagneslogan

Med andre ord: Dan ikke dine meninger ud fra mediernes gengivelse (heller ikke konkurrerende partiers gengivelse eller andre menneskers gengivelse generelt), partiernes ønskede image eller upræcise tests med et begrænset fokus. Undersøg tingene selv og brug mere end fem minutter på det.

Tak fordi I kom til min TED Talk.

*Okay, jeg kommer lige ind på deres holdninger alligevel, for mine kommentarer om interviewet med Kristendemokraterne må endelig ikke læses som en blåstempling af deres politik på de nævnte områder. 1) Deres ønske om at give folk mere oplysning, inden de måske får en abort, er på overfladen sympatisk nok, men når partiets bagvedliggende mål er, at antallet af aborter skal falde til nul, så handler oplysningen ikke om at få folk til at træffe det rigtige valg for dem selv, men det rigtige valg for Kristendemokraterne. Og det er ikke sympatisk. 2) I princippet er det et validt nok argument, at der ikke er samme “biologisk betingede håb” for, at homoseksuelle får børn, som at heteroseksuelle får det, og at staten derfor ikke skal støtte projekt baby økonomisk hos to mænd eller to kvinder. Homoseksuelle er ikke ‘syge’ på samme måde som folk, der har nedsat fertilitet, og derfor har de ikke krav på statsfinansieret hjælp. Men hvis det ikke er en ret at få børn, som Isabella Arendts forsvar lyder i interviewet, og ingen dermed har krav på afkom, hvorfor så finansiere det for heteropar?