Manglende vilje til en omskæringslov er usømmelig omgang med ligestilling

Dette indlæg blev bragt af Jyllands-Posten 15. marts 2020.

Jeg bliver i 2020 behandlet som andenrangsborger i Danmark på grund af mit køn. I modsætning til kvinder kan vi mænd som børn få skåret et stykke af vores kønsorgan, uden vi har givet lov til det. Jeg må ikke selv bestemme, om jeg vil beholde hele min pik. Og det vil jeg ikke finde mig i. Det er nedværdigende og ja, diskriminerende, at andre må fratage mig en del af min raske krop, når blot jeg er en dreng. Fortjener jeg ikke selv at beslutte, om jeg vil have ændret den penis, jeg er født med? Svaret er simpelt, men åbenbart ikke for alle på Christiansborg, da der tilsyneladende stadig er partier, som ikke går ind for at give drenge samme status som piger på området.

Tvungen forhudsamputation er forkert af flere grunde: etiske årsager, sundhedsmæssige årsager, menneskerettighedsårsager. Det er også i høj grad et ligestillingsspørgsmål. For selv om nogen skulle være uenige i, at ikke-terapeutisk omskæring er fysisk skadeligt, moralsk angribeligt og strider mod al anden lovgivning og logik, så er det himmelråbende klart, at der er et ligestillingsproblem, når man frit må operere på drenges og interkønnedes kønsorganer, men absolut ikke på pigers. At der er fri adgang til at udføre kønskirurgi på et barn, hvis bare det har en penis eller noget, der ligner, er fuldstændig absurd. Det kan ethvert fornuftigt menneske se. Også vores politikere. Det er jeg sikker på. Så når de nu snart endelig skal forholde sig til borgerforslaget om at stoppe unødvendig omskæring af børn, er ligestillingsperspektivet ikke til at komme uden om.

“Men rituel omskæring af drenge er ikke lige så slemt som rituel omskæring af piger”, lyder et tilbagevendende argument for ikke at forbyde det. Den konklusion er både forkert og irrelevant. Den er forkert, fordi der findes forskellige former for omskæring af piger. Nogle typer kategoriseres rigtigt nok som værre end drengeomskæring, for eksempel fjernelse af klitoris og sammensyning af vulva, men den type omskæring, hvor man ‘nøjes’ med at fjerne forhuden omkring klitoris, kan siges at svare til eller endda være mindre voldsom end omskæring af drenge. At fjerne forhuden på klitoris er forbudt i Danmark, og derfor bør det selvfølgelig også være forbudt at fjerne forhuden på penis uden medicinsk indikation.

At lave den sammenligning er dog som sagt irrelevant, for det eneste væsentlige spørgsmål er, om nogen af delene er i orden. Både omskæring af piger og drenge indebærer, at man fjerner raskt væv og laver om på kønsorganerne hos et barn, der ikke har sagt ja. Så det er lige meget, hvad der er værst. I begge tilfælde er der unødig risiko for komplikationer og dødsfald, og der vil under alle omstændigheder være tale om skade i form af smerter, tabt funktion, nedsat følsomhed samt mulige psykiske følger. Omskæring uden informeret samtykke er en tilsidesættelse af individets ret til at bestemme over egen krop, hvad enten det foretages på piger eller drenge. Hvis ingen andre argumenter skulle overbevise Folketinget om, at de skal stemme ja til en aldersgrænse på 18 år for ikke-terapeutisk omskæring hos alle børn, må i det mindste danske og internationale principper om ligestilling træde i kraft.

Piger er beskyttet mod enhver form for indgreb i deres raske, funktionelle, følsomme underliv, mens drenges skæbne ligger i hænderne på omverdenen. Pigernes ret til intakte kønsdele værner vi om med lovgivning og offentlig fordømmelse. Drengenes rettigheder negligerer vi. Når kvinder deler deres personlige beretninger om omskæring i barndommen, bliver de mødt med empati og ønsket om at hjælpe. Når mænd står frem og fortæller, at de oplever deres ufrivillige omskæring som en krænkelse, bliver der stille. Sådan en ligegyldighed over for vores drenge og mænd kan Danmark ikke være bekendt. Og denne undertrykkende forskelsbehandling kan vi som samfund ikke acceptere, hvis vi oprigtigt mener, at alle er lige meget værd uanset køn. Det er ganske enkelt usømmelig omgang med ligestilling.