Og nu, i en jive: Snæversyn og dobbeltmoral

TV2 har offentliggjort, at to mænd skal danse sammen i dette års ‘Vild med dans’. Silas Holst og Jakob Fauerby får æren af at danne par. Ejjjjjjjjjj, hvor nice! Det har længe irriteret mig, at der ikke er mere man-on-man action i dansens verden, især når nu en kæmpe del af branchen er bøsser. Og hvor er det en fin måde at signalere over for de børn, som kigger med fredag aften, at passion, intimitet og romantik også kan eksistere mellem to af samme køn! Det kan da kun vække begejstring i kommentarerne til opslaget.

“Hvorfor skal man glo på to bøsser, der danser sammen?”. “Jeg har ikke noget imod bøsser, men hvorfor skal deres seksuelle orientering altid udstilles?”. “Hvad rager det mig, hvad I laver i soveværelset?”. “Hele Danmarks befolkning behøver ikke se på jeres seksualitet”. “Hvorfor vedkommer folks seksuelle præferencer andre?”. “TV2 gør det bare for at provokere”. “Hvorfor har homofile sådan et behov for at promovere sig selv?”. “Hvorfor skal alting handle om bøsser?”. “Stop nu det regnbuepis overalt. Det minder snart om indoktrinering”. “Folk må være lige, hvad de vil, bare de ikke stiller det til offentligt skue”. “Hvorfor skal folks seksualitet trækkes ned over hovedet på andre?”. “Hvorfor vil homoer konstant have, at vi andre kigger på dem? ‘Se mig, Se mig!'”.

*Trækker vejret helt ned i anklerne*

Ud fra de reaktioner skulle man tro, at et g-strengsklædt bøssepar havde crashet Claudia Rex’ og Bubbers tango og givet sig til at have urinsex foran kamera 2. Eller at hele showets koncept var blevet lavet om til udelukkende at indeholde par med mænd og par med kvinder. Men ak, nej, der er bare tale om, at homoseksualitet får lov at eksistere på tilnærmelsesvis lige fod med heteroseksualitet. I et enkelt underholdningsprogram en gang om ugen.

Hvis du føler, du får homoseksualitet proppet ind i kæften ved at se to mænd danse sammen på de samme vilkår som parrene med en mand og en kvinde, så er det fordi, du gerne vil leve i forestillingen om, at homoseksuelle ikke findes, eller fordi du mener, de ikke fortjener at blive anerkendt og få opmærksomhed på samme måde som heteroseksuelle. Hvis du synes, det er forkert at illustrere homoseksualitet i et familievenligt program på landsdækkende tv, så er det fordi, du ser homoseksualitet som en upassende fetich. Hvis du hedder Pia Kjærsgaard og påstår, at der er for meget bøsse og drag i Eurovision, hvor det samlet set fylder maks. 10 procent, så siger du jo i virkeligheden, at det slet ikke hører til der.

Det synes jeg er nogle ærgerlige holdninger. Men de skal nok dø ud, i takt med at indehaverne gør det samme. Det mest ærgerlige ved kommentarerne er, at tilstedeværelsen af homoseksualitet i en populærkulturel situation vækker så stærke følelser – både dem for og imod. De viser den sørgelige kendsgerning, at repræsentation af homoseksuelle ikke kan være upolitisk og neutral. At bryde med normerne er automatisk at promovere det, man gør. Sådan er det på flere områder. Det gælder også at kysse på gaden, hvis man er et par af samme køn. Man presser ikke kun sine læber mod sin partners, men laver samtidig et statement, fordi det ikke er alle, der vil være okay med at se det. Og det er ikke mindst tilfældet i film og tv.

Hvis jeg skrev en scene og gav en karakter et æble i hånden, så ville ingen sige, at jeg promoverede æbler. På samme måde pusher jeg egentlig ikke homoseksualitet ved at give en kvindelig karakter en kvindelig kæreste. Af mange mennesker vil det alligevel blive læst som en aktiv fremhævelse af homoseksuelle forhold. Men jeg viser bare et udsnit af virkeligheden; at ligesom nogle folk spiser æbler, er nogle folk homoseksuelle. I den virkelige verden findes der sågar også professionelle dansekonkurrencer for par af samme køn, så ‘Vild med dans’ er altså også bare ude i en æblesituation. Men ligesom med homopar i fiktionen kan inklusionen af et herrepar i ‘Vild med dans’ ses som et forsøg på at fremme en aktivistisk LGBT-dagsorden. “The gay agenda” som den konspirationsteoretisk kaldes.

Det er et problem, at homoseksualitetens blotte tilstedeværelse har en politisk funktion, for så er det rigtig svært at opnå den ubemærkelsesværdighed, vi jo faktisk søger; at et par med to mænd skal være lige så intetsigende og sædvanligt som et par med en mand og en kvinde. Det er lidt af et paradoks: At inkludere homoseksualitet på skærmen tiltrækker opmærksomhed, men kun ved at inkludere det på skærmen kan vi i længden undgå, at det tiltrækker opmærksomhed. Og det er det samme med race. Og kvinder. Og andre historisk underrepræsenterede, undertrykte, omdiskuterede identitetsfacetter. Heteroseksualitet er der ikke debat om. Om der er ét eller 40 heteroseksuelle par i en film rykker ikke ved heteroseksualitetens position i samfundet som acceptabel og synlig. Homoseksualitet bliver forhåbentlig lige så anonymt en dag, men lige nu og de næste mange år er det desværre ikke tilfældet.

For selv hvis det ikke bliver set som et forsøg på at fremme noget, så er det bare et faktum, at det fremmer noget i sig selv, fordi der eksisterer den historiske kontekst, der gør. En kontekst, som filmen eller danseparret eller kysset på gaden uundgåeligt er en del af. Om der så er en bestemt hensigt med det eller ej, er irrelevant. At give plads til et homopar vil længe endnu have de konnotationer. Parret indgår de facto i fortællingen om øget repræsentation af homoseksuelle og fungerer som et element, der mindsker heteronormativitet. Så det er supernemt at læse det som en invasiv stoppen-ned-i-halsen, man kan vælge at blive fornærmet over, hvis man ser homoseksualitet som et uretmæssigt fremmedobjekt.

Men altså: Det handler jo ikke om at give nogen særbehandling eller vise mangfoldighed for mangfoldighedens skyld – det handler om at skildre virkeligheden, som den er. Og der findes mænd, som danser vals og cha-cha-cha sammen i den virkelige verden. Ligesom der findes mænd, der tager på parferie, har knas i ægteskabet, opdrager børn og udveksler mundvand. Og så længe der kun er ét ‘Vild med dans’-par med to af samme køn ud af de langt over 100 par i programmets historie, så får du simpelthen ikke lov til hverken at påstå eller være vred over, at bøsserne er ved at overtage verden.

Det er snarere mig, der burde være rasende over at blive udeladt i 99,9% af de tilfælde, hvor det lige så godt kunne være et homoseksuelt par, det handlede om; det er mig, der har lov at være træt af at se heteroseksualitet alle vegne; det er mig, der har ret til at føle, at jeg bliver inddraget i andres aktiviteter i soveværelset, hvor end jeg kigger hen. Artikler om hvad kvinder synes om dad bods, bøger om parforhold hvor der hele vejen igennem bliver talt om heterorelationer, plakater som kun kan fås med teksten “Mand og kone”, reklamer med børnefamilier som aldrig har to forældre af samme køn, datingprogrammer hvor en fyr skal vælge mellem 20 damer, realityshows hvor man kun er et mexicansk lagen fra at se penis entrere vagina… Det er ikke en homoseksuel agenda, der bliver pushet i denne her verden. Om noget er det da en heteroseksuel agenda, der bliver injiceret i mine øjeæbler hvert 3. sekund.

Så når du klager over, at bøsser skilter med deres seksualitet konstant og over det hele, så skilter du selv med din egen snæversynethed og dobbeltmoral.